Alcatel One Touch skifter navn

Alcatel One Touch skifter nu navn og fremover hedder telefonerne bare Alcatel.

Alcatel One Touch skifter navn

Alcatel fylder ikke så meget i mobilbilledet herhjemme, da de ikke er i sortiment hos teleselskaberne, men alligevel formåede de at lange cirka 50.000 enheder over disken i Danmark i 2015.

Så der findes med andre ord en del danskere, der har en Alcatel-mobil. Det er specielt på de ekstremt billige smartphones, at selskabet står stærkt med 3G-mobiler med Android til helt ned til 250 kroner.

Almindelige feature-mobiler har de til ned til 75 kroner.

Se også: De billigste Android-mobiler

Fremover kun Alcatel

Hidtil har selskabet solgt smartphones under brandet One Touch, men fremover bliver navnet forkortet til Alcatel. Det oplyser selskabet i en mail. Samtidig oplyser de også, at deres website har fået en overhaling.

Alcatel forventer at sælge mellem 70.000-80.000 mobiltelefoner i Danmark i 2016 og de er også på vej med en tablet/bærbar hybrid med Windows 10 til under 3.000 kroner.

Se også: Nyheder om Alcatel