Måden du bruger mobilen på kan blive fremtidens kodeord på Android

Det ser ud til, at Google er på vej væk fra traditionelle kodeord for i stedet at erstatte dem med et nyt ”trust score”-system på Android-enheder.

Måden du bruger mobilen på kan blive fremtidens kodeord på Android

Trust API overvåger, hvordan brugere benytter deres telefoner og bygger en profil på baggrund af flere faktorer for at være sikker på, at enheden er i de rette hænder.

Udviklere fik første gang denne funktion præsenteret ved årets Google I/O, skriver The Guardian, og den vil gennemgå indledende test med ”flere meget store finansielle institutioner i juni.”

Bliver det en succes, kan systemet være tilgængeligt for Android-udviklere i slutningen af næste år.

Se også: De bedste Android mobiler

Project Abacus – skal revolutionere kodeord

Arbejdsnavnet for Trust API var Project Abacus, og det skal revolutionere alt omkring kodeord, skriver avisen videre. I stedet for en kode eller et kodeord mener Google, at det er bedre at have flere potentielt svagere parametre efter hinanden.

Det bliver til et mix af faktorer; Biometrisk data, for eksempel dit ansigts form og stemmens mønstre er blandt det mere åbenlyse, mens andre kan være passivt data opsamlet i løbet af dagen, for eksempel brugerens placering, og hvordan de bruger deres telefon eller hvordan de stryger og skriver på skærmen. Bliver alt dette lagt sammen, bliver det til en samlet score.

The Independent skriver, at det bliver ”meget sværere” for uvedkommende at kopiere en anden persons brug af deres telefon på daglig basis.

Google mener, ifølge avisen, at Trust API vil være ti gange sikrere end de fingeraftrykslæsere, der er at finde i de fleste topmodeller i dag.

Se også: Uhyggelig dårlig sikkerhed på de største sociale medier

Kan variere sikkerheden

Der er også plads til variation i sikkerheden, da udviklere kan lave apps og hjemmesider, der skal have flere lag af godkendelser. En bruger kan for eksempel komme til sin saldo på en konto med blot en trust score, hvorimod det kræver måske en fingeraftryksgodkendelse eller kodeord at komme videre til at flytte penge rundt eller lignende.

Tærsklen for, hvor høj trust scoren skal være, kan også variere fra tilfælde til tilfælde.

Se også: Nyheder om sikkerhed