Spil test: Modern Combat 5 Blackout

Bliver du træt af at sol og strand, kan du altid spille spil. Vi har testet Modern Combat 5.

Spil test: Modern Combat 5 Blackout

Med Modern Combat 5 har Gameloft lavet et spil til iOS, Windows Phone og Android, der – i det mindste på enheder med muskler nok til at køre spillet flydende nok – kan måle sig med de nyeste actionspil på rigtige spilkonsoller.

I hvert fald hvis vi sammenligner med sidste generations Xbox 360 og Playstation 3. Det er nemlig et sted i denne klasse, at spillet havner grafikmæssigt.

Handlingen i Modern Combat 5 er ikke ligefrem unik og er en slags for selve spillet ret uvigtig historie. USA skal som sædvanlig redde verden fra onde terrorister.

Spillet består i singleplayer-versionen af en række opgaver, hvor uafbrudt skydning kombineres med, at du skal finde den rette vej og indgange for at komme videre. Fjenderne markeres af røde tegn på skærmen, hvilket gør, at de er lettere at opdage og ramme.

Kan spilles med håndkontrol

Selvom spillet er rigtig godt lavet i forhold til grafikken, er det for en vant konsolspiller som undertegnede rigtig træls at sigte og løbe rundt i spillet med touch-skærmen som styring.

Kontrollen over spillet er nogenlunde med lidt øvelse, men det kan slet ikke sammenlignes med en håndkontrol eller for den sags skylde at spille med mus og tastatur.

Har du en Moga-håndkontrol derhjemme, er det meningen, at du kan bruge den med spillet. Noget, der er forstyrrende for dem, der vil hurtigt i gang med at spille efter installationen af det cirka 1 GB store spil, er, at du straks kastes ud i singleplayer-versionen, når spillet starter, og at du derefter er nødt til at klikke dig igennem en guidet tur i, hvordan menusystemet og forskellige indstillinger i spillet fungerer.

Modern Combat 5: Blackout

Modern Combat 5 med udmærket multispillerfunktion

Den store fordel ved Modern Combat 5, ud over den i mobilsammenhænge udmærkede grafik, er ellers multiplayer-delen. Her har Gameloft satset stort, og der er masser af forskellige funktioner og kort at vælge imellem. Tilslutningen kræver dog, at din enhed er Wi-Fi-opkoblet til nettet, så man kan ikke spille, hvis du kun er koblet op via mobilnettet.

En god funktion i Modern Combat 5 er, at man kan lave forskellige hold, så du og dine venner (som du kan invitere direkte via Facebook) kan udfordre andre til holdkampe over nettet.

Har du ingen venner, kan du lade det være frit for andre at tilslutte sig, og vil du sikre sig, at de ukendte holdkammerater ikke sinker holdet, kan du tilmed indstille en pointbaseret grænse, der kun lader tilstrækkeligt erfarne spillere slutte sig til holdet.

Som sammenfatning kan man sige, at Modern Combat er et spil, der er prisen værd. På spilkonsoller koster ligeværdige spil ti gange mere, og selvom singlespillerversionen ikke vinder nogen priser, varer det nok et godt stykke tid, før du bliver træt af multispillerdelen.

Modern Combat 5 er en helt udmærket undskyldning til at lade skærmen stråle mod kroppen i stedet for solen her i sommer.

Pris: 45 kroner

Karakter: 9/10

Hent Modern Combat 5: Blackout til iOS
Hent Modern Combat 5: Blackout til Windows Phone
Hent Modern Combat 5: Blackout til Android

Spillet kommer også snart til Windows 8, lover udvikleren.