Flere og flere vælger at betale for Apple Music

Selvom de ikke var først ude af starthullerne, når det kommer til streamet musik, vokser Apples tjeneste hurtigere end konkurrenternes.

Flere og flere vælger at betale for Apple Music

De må gøre noget rigtigt hos Apple Music, selvom tjenesten kun har været på markedet siden slutningen af juni sidste år.

En milepæl er nået for Apple Music, siger to Apple-chefer, Eddy Cue og Craig Federighi, der kan meddele, at Apples tjeneste for streamet musik, Apple Music, har nået 11 millioner abonnenter. Meddelelsen kom samtidig med flere andre i en episode af John Grubers podcast ”The Talk Show” i sidste uge.

Se også: Her finder du den billigste iPhone

Apple Music får betalende kunder langt hurtigere end konkurrenterne

Apple har haft noget at indhente, for streaming af musik er blevet super populært de seneste år, og de var længe om at komme i gang. Men de er kommet rigtig godt fra land. Hvor det tog konkurrenten Spotify næsten seks år at komme på over 10 millioner betalende abonnenter, tog det kun Apple seks måneder at få 10 millioner personer til at betale 10 dollar om måneden for deres tjeneste.

Apple tog endnu et stort skridt, da de i november åbnede yderligere for deres tjeneste ved at gøre den tilgængelig for Android-systemet, der trods alt kører i størstedelen af verdens mobile enheder.

Apple Music gik i luften i juni måned sidste år, og i oktober kunne direktør Tim Cook meddele, at de var oppe på 6,5 millioner kunder.

Der er altså nu pres på konkurrenterne. Tallene for de største konkurrenter er dog stadig noget højere. Spotify, der nok er den, de fleste af os herhjemme kender bedst, har 20 millioner betalende kunder, og derudover 75 millioner, der lytter gratis, men som så genererer omsætning til kunstnerne og Spotify ved at lægge øre til reklamer.

Spotifys betalingstjeneste koster det samme som Apples.

Se også: Test af Apple Music

782 millioner brugere af iCloud

Som nævnt havde Cue, senior vicepresident for internetsoftware og tjenester, og Federighi, senior vicepresident for softwareudvikling, også andet at fortælle.

Om iCloud kunne de fortælle, at der er 782 millioner brugere på mere end 1 milliard enheder, og at flere end 200.000 iMessage-beskeder flyver gennem luften hvert sekund. Endelig fortalte de også, at der er flere end 750 millioner transaktioner i iTunes og App Store om ugen.

En ny Remote app er på vej til Apple TV, kunne Cue og Federighi også fortælle. Med den kan folk bruge Siri og fagter på deres iPhone til at styre deres set-top boks.

Se også: Nyheder om Apple Music