Test af spil: Transistor er smuk sci-fi

Et sværd med stemme og en sangerinde uden stemme begiver sig ud på eventyr sammen. Test af spillet Transistor.

Test af spil: Transistor er smuk sci-fi

Sangerinden Red har ikke en helt god dag. Hun har mistet stemmen, er blevet udsat for mordforsøg, set den eneste person, der lader sig til at holde af hende, blive myrdet med det våben, der var tiltænkt hende.

For at krydre det hele lidt ekstra er mordofferets bevidsthed blevet overført til mordvåbnet, i dette tilfælde et gigantisk sværd med samme navn som spillets titel. Det gør, at sangerinden uden stemme slæber rundt på et kombineret, latterligt overdimensioneret (Final Fantasy-niveau i overdimension) våben/kompagnon på sin rejse gennem byen for at forsøge at finde frem til, hvem der vil se hende død, og hvordan alt igen kan bringes i orden.

Selve byen er en meget futuristisk en af slagsen med mange elementer, der ville få skaberne af filmen Tron til at gøre i bukserne, og sammen med en overflod af prægtige effekter udgør det sammen til et enormt smukt spil. Stemmen til sværdet Transistor (hvorfor man nu bruger et sværd blandt robotter og laservåben) indtales af Logan Cunningham, der også lavede den fænomenale stemme til Supergiant Games andet spil Bastion.

Her er rollen cirka lige så fortællende og vigtig for hele fornemmelsen i spillet, men samtidig betydeligt mere tilbagetrukket og slet ikke så fængende. Stadig rigtig god, men ikke i samme klasse.

 

Se også: De bedste spil 2015

 

Slås som du vil

Udover det tunge fokus på historien, er det kampmomentet, der skinner lidt igennem som højdepunktet her.

Meget af styringen er taget fra forgængeren Bastion, men her kan du vælge ved at hamre for livet på skærmknapper for at slås, eller sætte en strategifunktion til. Med den kan du stille og roligt planlægge dine angreb baseret på, hvor meget energi du har. Forskellige angreb bruger forskellig mængde energi, og når du går ud af den planlæggende fase for at udføre angrebet, må du pænt vente et par øjeblikke på, at din energi bliver ladet op igen, inden du kan gøre noget andet end at løbe fra fjenden, alt hvad du kan (noget du sikkert kommer til at gøre igen, hvis din plan ikke var effektiv nok).

Det giver en rigtig livlig dynamik til spillets kampe og er noget, der er nødvendigt, eftersom der ikke er særlig meget andet i form af løsning af problemer i spillet til at veje op med.

Det er ikke helt en lige så stærk titel spilmæssigt som forgængeren Bastion, men det er en betydeligt mere tight historie og et fantastisk smukt spil, hvilket gør det værd at se lidt nærmere på, hvis du vil have et lidt mere fyldigt spil til iOS end de sædvanlige puslespil.

Se også: Mobiltelefoner der er gode til spil

 

Transistor

Styresystem: iOS
Pris (iOS): ca. 80 kroner
Karakter: 8/10

Hent Transistor til iPhone