Bose SIE2i Sport test: Elendigt første indtryk, fantastisk andet indtryk

Det første indtryk er det vigtigste, siger man. I tilfældet med Boses nyeste sportshøretelefoner er det i stedet andet indtryk, der giver det første én på kassen.

Bose SIE2i Sport test: Elendigt første indtryk, fantastisk andet indtryk

Første indtryk af SIE2 er nemlig, at konstruktionen ikke sidder fast, at de let vil falde ud og ikke går dybt nok ind i ørerne til at kunne tilbyde nogen som helst ordentlig bas. Det samme gælder, uanset hvilken af de medfølgende puder vi bruger.

Forberedt på et dårligt konstrueret mareridt af en lytteoplevelse tog vi en løbetur med høretelefonerne, og … de var helt fantastiske. Selvom det føltes, som om de kunne falde ud af ørerne, hvornår det skulle være, sad de som støbt, selv når vi kom til at rykke i ledningen under træningen. I stedet for kroge rundt om ørerne eller in-ear-design benytter høretelefonerne sig af små gummikløer, der lægger sig langs ørets naturlige form, hvilket holder overraskende godt fast.

Endnu mere overraskede blev vi over, at de lukkede tilstrækkelig meget ydre lyd ude til, at det ikke var forstyrrende, samtidig med at vi fik en virkelig god bas kombineret med et generelt rigtig godt lydbillede gennem alle registre. Præcis hvordan Bose er lykkedes med at lave et par høretelefoner, der føles som skrækeksemplet på dårlige sportshøretelefoner, men opleves som nogle af de bedste sportshøretelefoner, vi har testet, fatter vi ikke, men det er i hvert fald enormt fedt.

At styre musik eller klare samtaler med den lille fjernkontrol giver heller ikke nogen problemer, hverken ved betjening eller for lydkvaliteten. Derimod er det ikke verdens enkleste kontrol at bruge om vinteren, hvis du motionerer med handsker.

Som en lille bonus har Bose samarbejdet med Reebok, hvilket betyder, at du får et sportsarmbånd, der passer til iPhone 4S og bagud, med i købet. En fin bonus, men vi havde gerne set en variant, der var lidt mere universel i forhold til forskellige telefonmodeller.

Fakta
Navn: Bose SIE2i Sport    
Type: Trådbundet sportsheadset
Øvrige funktioner: Vandsikret
Info: www.bose.com
Pris: 1.490 kroner
Karakter: 8/10