Køb øl med mobilen på Roskilde Festival

Nogle af ulemperne ved Roskilde Festival er ikke til at komme af med: Ustadigt vejr, uglet hår og urinstøv er ligesom en del af pakken.

Men i år vil fremskridtet (åhh, det velsignede fremskridt) gøre det af med ét af problemerne: At kold øl er så hulens besværligt at fat på.

NFC Danmark, et lille, men ihærdigt iværksætterfirma, har store planer for årets festival – selvbetjeningsvægge med ølhaner og en rullende ølvogn. Tanken var oprindelig at introducere betaling via Near Field Communication (NFC), hvor man blot vifter med mobilen for at betale, men teknologien er stadig i sin vorden, så det firma endte med at bruge sms-betalinger fra firmaet Pay4it.

”Næste år er det helt sikkert, at vi har NFC,” siger Søren Krag, direktør i NFC Danmark.

Konceptet er som følger:

Inden festivalen – eller under – opretter du en konto, som du sætter penge ind på. Med den kan du betale for dine øl via sms. Alternativt kan du betale over mobilregningen, men så tager teleselskaberne 10 procent i gebyr oveni i øllens pris.

Du kan købe øl flere steder. Ude på campingarealet kan du købe hele rammer øl ved at sende en sms og oplyse, hvor du holder til. Så kommer en golfvogn rullende med personale iført hvide t-shirts og med lasten fuld af det flydende guld. Prisen er ikke endeligt fastlagt, men det bliver sandsynligvis 169 kroner for en ramme inklusiv pant. Altså almindelig festivalpris. Hvis du betaler med mobilregningen tager teleselskaberne som sagt 10 procent ekstra.

Inde på festivalpladsen er der to ølvægge samt enkelte ølautomater med dåser. Den ene ølvæg har otte haner, hvor du både kan skænke små fadøl, store fadøl og kander. Ølvæggene fungerer ved, at du stiller dig i kø. Når du er fremme ved væggen sender du en sms til det nummer, der står ved hanen. Prisen er den samme som de øvrige steder på festivalpladsen, men igen gælder det, at hvis du ikke har forudindbetalt ølpenge, må du slippe 10 procent ekstra i gebyr til teleselskaberne. Den anden ølvæg har blot to haner, hvor du kan skænke store fadøl.

Der er store tanke med øl i den anden ende af hanen, men hvis man alligevel skulle være uheldig, at den skummer, fordi tanken trænger til at blive skiftet, står personalet klar til at hjælpe med at få en ny øl.

Nu vil nogle måske blive bekymrede, fordi de ikke kan skænke øl. For nogle skummer øllen gang på gang op og vælter ud over det hele, og det er surt sjov at stå tilbage med en halvfuld, slatten øl, når man er på festival. Søren Krag har gode nyheder. Personale står klar til hjælpe folk, hvis der skulle opstå uheld. Det er ligesom på diskoteker, hvor man kan få en ny, hvis en person vælter ens øl lige efter, at man har fået den i baren, siger han.

"Vi skal også være rimelige,” beroliger Søren Krag.

  • TelePrisTjek.dk anbefaler særligt gode tilbud:

     Oister : 3t Tale + 2 GB + Fri SMS til  69,-

     Oister : 7t Tale + 7 GB + Fri SMS til  89,-

     Fullrate : 10t Tale + 5 GB + Fri SMS til 99,-