Velment kædemail vækker undren hos politi og Falck

En kædemail opfordrer i øjeblikket danskere til at oprette et såkaldt ICE-nummer, så man kan komme i kontakt med relevante pårørende i tilfælde af uheld. Men nummeret kan ikke bruges, siger politiet og Falck.

Velment kædemail vækker undren hos politi og Falck

Du bør oprette et specielt nummer i din mobiltelefon, så det er muligt at få fat på din familie i tilfælde af ulykker.

Sådan lyder opfordringen i en aktuel mail, der florerer i danske indbakker.

Opfordringen stammer fra England, hvor opfordringen om at oprette et såkaldt ICE-nummer (In Case of Emergency) fik vind i sejlene efter bomberne i Londons undergrund.

Men opfordringen er spild af tid, hvis man spørger de danske instanser, som typisk er tilstede efter ulykker.

Falck fortæller til ComON, at det ikke er Falcks opgave at finde frem til pårørende men udelukkende at hjælpe de tilskadekommende. Derfor vil et ICE-nummer ikke blive brugt af Falck.

For et år siden florerede en lignende mail med samme opfordring. Dengang meldte også politiet ud, at der ikke var nogen grund til at bruge kræfter på ICE-nummeret.

Det er der flere årsager til. For eksempel vil mobiltelefoner ikke altid være i nærheden af tilskadekomne personer på ulykkessteder, så der er ikke sikkerhed for, at man har fat i de rigtige oplysninger. Og der er på ingen måde truffet en beslutning om at bruge ICE-nummeret, så ordensmagten vil alligevel holde sig til sine normale procedurer.

Desuden har Danmark et forholdsvist solidt net til at identificere personer.