Derfor vil Windows Phones-salget matche iPhone i 2017

Windows Phone vil målt på salgstal matche iPhone i 2017, lyder nyeste prognose fra analysebureau.

Derfor vil Windows Phones-salget matche iPhone i 2017

Windows Phone-salget oplever fremgang for tiden og den vil tilsyneladende holde ved i de kommende år, mener analysebureauet Canalys.

Canalys vurderer, at der i 2017 vil blive solgt næsten lige så mange Windows Phone smartphones som iPhones, så Windows Phone vil stå for 12,7 procent af det samlede smartphone-marked, mens Apple med iPhone vil stå for 14,1 procent af smartphone-markedet.

Med tanke på, at Windows Phone stod for 2,4 procent af smartphone-salget sidste år og Apple stod for 19,5 procent, så er det Microsoft og Windows Phone der står over for den mest lysende fremtid.

Androids markedsandel vil stadig være lige så dominerende i 2017 som i dag med mere end 67 procent af markedet.

Det betyder, at der er 6,7 procent tilbage til de andre smartphone-producenter. Hvis BlackBerry tager 4,6 procent af markedet, som Canalys mener de vil gøre i 2017, så er der ikke meget tilbage at kæmpe om for de nye spillere på markedet som for eksempel Firefox OS, Jolla og Ubuntu.

Canalys forklarer udviklingen med, at smartphone-væksten de kommende år vil ske i lowend-segmentet, hvor Apple er helt fraværende.

Her kan du læse mere om Windows Phone

Canalys fremhæver Microsoft for at have fået Huawei og Nokia til at lave rigtig billige Windows Phones, og derfor har de stor tiltro til, at Windows Phone-salget vil stige markant de kommende fire år.

Analysebureauet fremhæver også, at Nokia har fået vigtige operatøraftaler på plads i Kina og USA, hvilket vil booste Nokia salg af Lumia-telefoner på kortsigt.