Første indtryk af Runbo Q5 – hårdfør mobil med hjerne og power

Runbo har lanceret tre virkeligt hårdføre mobiler, og vi er begyndt at se på en af dem.

Første indtryk af Runbo Q5 – hårdfør mobil med hjerne og power

Indledningsvis skal det siges, at vi på nuværende tidspunkt har fået Runbo Q5 og X5 ind, og at topmodellen X6 kommer inden længe. Men de tre modeller er på mange måder ret ens, især når det kommer til hårdførhed og hardware-funktioner som SOS-knap, lommelygte og komradio.

Q5 og X5 er de ”små” modeller med 4,5 tommer store skærm. At kalde Runbo-telefonerne for små på nogen som helst måde er dog ret misvisende, vi kan i stedet kalde dem fuldvoksne.

Du kan uden større problemer gemme 2-3 almindelige telefoner bag en Q5, uden at de kan ses, idet hårdførheden afspejles i en voldsom tykkelse.

Selvfølgelig er det her ikke telefoner, det er tænkt, du skal have plads til i jakkelommerne (det ser også ret suspekt ud i en bukselomme), det er derimod ganske tydeligt, at det er hårdføre telefoner, det drejer sig om.

Har du tænkt dig at sidde med telefonen længe, vil du lægge mærke til vægten, der er lidt mere end det dobbelte af, hvad mange andre telefoner vejer.

Som sædvanligt med hårdføre telefoner bliver det meget klodset, når vi bruger dem, og trods telefonens gummiklædte overflader er vi ”kommet til” at tabe dem ned i både en fuld håndvask og ned ad en trappe. Hidtil har det ikke påvirket telefonen på en synligt måde, så umiddelbart tror vi på de hårdføre egenskaber, der er telefonens glansnummer.

Høretelefoner og opladningsstik gemmer sig bag en klap i bunden, der er ret svær at få ordentligt på plads, mens en gummiflap i toppen gemmer et antennestik (det hører ikke til almindelighederne længere). Antennestikket bruges så vidt, vi har kunnet se, kun til to-vejs radioen.

Af en hårdfør telefon at være, er der utroligt meget indbygget. Lidt mere usædvanlige sensorer som temperatur og UV er indbygget (kræver dog at du finder en egen app til dem), sammen med en FM-radio, der ikke kræver, at du kobler høretelefoner til som antenne (endelig!).

Derudover er der som sagt to-vejs radio med tilhørende app, noget vi ser nærmere på inden længe, lommelygte og en speciel SOS-knap. SOS-knappen har en ret omfattende softwareløsning bag sig til samtaler, optagelse af samtaler, SMS og en slags nødraket i form af en indbygget laserpen, som vi lover snart at se nærmere på.

Hardwaren er ellers ikke noget at fnyse ad, i hvert fald på papiret. Både kameraet foran og bagpå ligger på 13 megapixel, og systemchippen fra Mediatek futter af sted med fire kerner på hver 1,7 gigahertz.

Derudover er der både 32 gigabyte indbygget hukommelse og plads til SD-kort og dobbelte simkortpladser. Vi vender tilbage med test af ydeevne og kamera for at se, om det hele fungerer lige så godt i virkeligheden, dog ingen alvorlige anmærkninger endnu.

Der er kort og godt betydeligt mere ved denne telefon end blot et hårdført cover, som det ellers plejer at være tilfældet med telefoner, der er ekstremt hårdføre, og i forhold til de tiltænkte anvendelsesområder er vi indledningsvis overrasket over, hvad der er lagt ind i Runbo Q5.