Huawei Ascend P2 med hurtigste 4G til dato

Huawei er igen på banen med de store ord, når de kalder Huawei Ascend P2 for verdens hurtigste smartphone.

Huawei Ascend P2 med hurtigste 4G til dato

Sidste år kaldte Huawei deres Ascend P1 for verdens hurtigste smartphone og nu kalder Huawei så deres nye Ascend P2 for det samme.

Den er netop blevet præsenteret på Mobile World Congress 2013 i Barcelona. Om den så vitterligt er verdens hurtigste smartphone, kan der være noget om, når det kommer til 4G.

Den kører 4G med hele 150 Mbit/s, standarden for dagens andre 4G-smartphones er 100 Mbit/s.

Derimod har den kun 1 GB RAM – 2 GB RAM er ikke et særsyn længere blandt de allernyeste smartphones. Den har quad core-processor med 1,5 Ghz, heller ikke her sætter Ascend P2 nye standarder. 1,7 Ghz er nemlig heller ikke et særsyn.

Vi kender endnu ikke prisen på Ascend P2, men kender vi Huawei ret, så vil den set i forhold til prisen formentlig være mere end godkendt, når det kommer til RAM og processor.

Asend P2 måler 136,2x 66,7 x 8,4 millimeter og vejer 122 gram. Skærmen er af typen IPS LCD og er på 4,7 tommer. Den har opløsning på 1280 x 720 pixel, hvilket giver en pixeltæthed/skarphed på 312 ppi.

Skærmen er ellers beskyttet med Gorilla Glass 2.

Kameraet er på 13 megapixel og har autofokus og fotolys samt HDR. Video kan optages i fuld HD med 1080p og også her finder vi HDR-funktionen.

Den har intern hukommelse på 16 GB med plads til hukommelseskort op til 64 GB.

Bluetooth 4.0 er den også udstyret med – den nyeste version af Bluetooth.

Af andre ting, der er værd at nævne er, at den har A-GPS og Glosnass til GPS, FM-radio og et batteri på 2.420 mAH.

Ascend P2 skulle komme inden udgangen af juni i år. Prisen er ikke nævnt, men et godt bud er, at den lander på under 4.000 kroner.