Huawei kan lade champagneflaskerne springe: Fordoblede salget af smartphones i 2016

Huawei fordoblede salget af smartphones i Danmark i 2016 sammenlignet med 2015 og rundede 200.000 solgte smartphones.

Huawei kan lade champagneflaskerne springe: Fordoblede salget af smartphones i 2016

Huawei har i den grad vokseværk i Danmark. I 2015 rundede Huawei 100.000 solgte telefoner, hvilket var flot, men det tal blev fordoblet i 2016 med hele 200.000 solgte smartphones.

Det betyder samtidig, at Huawei i dag sidder på 10,6 procent af det samlede danske mobilmarked og i december 2016 var markedsandelen på 14,3 procent. For et år siden havde Huawei 7 procent af markedet, så Huawei har kapret markedsandele fra sine konkurrenter med det flotte salg i 2016.

Se også: Bedste pris for Huawei Mate 9 Pro

Huawei: Fantastisk år i Danmark

Marie Dam Feldborg, Senior Marketing Manager, Huawei Danmark, forklarer, at 2016 har været et fantastisk år for Huawei i Danmark.

“Vi har fordoblet antallet af solgte smartphones i et stagnerende marked, og vi har øget vores markedsandel betragteligt. Det er en stor bedrift, som vi er meget stolte af”.

Marie Feldborg forklarer, at Huawei i dag har fået bedre fat i high-end segmentet med langt flere solgte topmodeller end tidligere og hun fremhæver blandt andet Huawei P9  og Mate 9 Pro som succesfulde topmobiler i Danmark.

Se også: Anmeldelse af Huawei Mate 9 Pro

 

29 procent stigning i solgte mobiler på verdensplan

Globalt forventer Huawei Consumer Business Group at kunne præsentere en omsætning for 2016 på 183 milliarder kroner, en stigning på 42 procent sammenlignet med 2015. Huawei solgte 139 millioner telefoner verden over i 2016, hvilket er en stigning på 29 procent.

Huawei kan ikke dy sig fra at gøre opmærksom på, at til sammenligning viser tal fra det globale analyseinstitut IDC, at den globale stigning i branchen kun var på 0,6 procent. Men det er vel også fair nok at vifte lidt med flaget efter så flot et 2016.

Se også: Nyheder om Huawei