Specifikationer for Huawei P9, P9 Lite og P9 Max lækket

Specifikationer for Huawei P9, P9 Lite og P9 Max er nu lækket her tre uger før lanceringen. Se specs og funktioner for Huaweis nye mobiltelefoner.

Specifikationer for Huawei P9, P9 Lite og P9 Max lækket

De seneste år er Huawei gået fra at være noget ukendt og lidt eksotisk noget fra Kina, til at være en anerkendt smartphone-producent, ikke mindst takket være samarbejdet med Google omkring Nexus 6P.

6. april afholder kineserne et event i London, og vi forventer at blive introduceret for P9, deres nye flagskib. Det lader dog til, at vi allerede nu kan få lidt detaljer omkring P9, men også dens to formodede søskende P9 Lite og P9 Max, da den kinesiske forhandler Oppomartc har lækket oplysninger om dem.

Se også: Sammenlign priser for Huawei mobiler

Huawei P9 – specs og funktioner

Hvis vi ser på P9 først, har Oppomartc givet os følgende specifikationer for enheden. Den har en full HD skærm på 5,2 tommer, og indeni finder vi Huaweis egen processor HiSilicon Kirin 950, der er en octo core med 64 bit, og derudover 3 GB ram og 32 GB intern hukommelse.

Bagpå er der et 12 megapixel dual kamera med optisk billedstabilisering (OIS) og dual LED og laser fokus.

Foran sidder et 5 megapixel kamera. Batteriet er på 3.000 mAh, og det hele fås for den nette sum af 499 dollar.

Se også: De billigste mobilabonnementer

 

Huawei P9 Lite – specs og funktioner

Den lidt mindre P9 Lite er en middelklassemobil med en full HD skærm på 5 tommer. Inden i den finder vi Qualcomms Snapdragon 650 processor, 2 GB ram og 16 GB intern hukommelse.

Også den har et dual kamera bagpå på 12 megapixel med OIS, dual-LED og laserfokus samt et kamera på 5 megapixel foran.

Batteriet er her på 2.500 mAh, og prisen ligger på 299 dollar.

 

Huawei P9 Max – specs og funktioner

Endelig er der den større P9 Max, der er storebroderen i familien, hvis vi skal gå efter Oppomartcs oplysninger.

Her er vi oppe på en 6,2 tommer QHD skærm (2560 x 1440 pixel) med Huaweis HiSilicon Kirin 955 octo core-processor, 4 GB ram og hele 64 GB intern hukommelse. Samme kamera bagpå som de andre – et dual 12 megapixel-kamera med OIS, dual LED og laserfokus.

Foran finder vi derimod et selfiekamera på 8 megapixel. Trods den noget voldsommere størrelse i forhold til standard P9-telefonen, skulle der kun være tale om en 3.000 mAh-batteri.

Det er ikke sikkert, det har nogen betydning, da Huawei er kendt for at kunne klemme meget kraft og ydeevne ud af deres telefoner.

Prisen er naturligvis også højere end på de to mindre enheder og ligger her på 699 dollar ifølge Oppomartcs oplysninger.

Se også: Danske priser for P9-serien

Alle med cover i metal og Android 6.0

Designmæssigt siges der at være tale om et cover i metal, som vi tidligere har hørt fra andre rygter. Vi får global 4G kompatibilitet, understøttelse af dobbelte SIM-kort og en fingeraftryksscanner bagpå.

Indeni er der tale om Android Marshmallow med Huaweis EMUI ovenpå.

Se også: Nyheder om Huawei