Apple rasende over fuld Dr. Dre – Beats-opkøb i fare

Der går rygter om, at Apple vil opkøbe Beats by Dr. Dre for 16 milliarder kroner. Nu skulle en fuld Dr. Dre have gjort Apple og handlen kan være i fare.

Apple skulle angiveligt være ude efter Beats by Dr. Dre og Apple skulle være villige til at bruge hele 16 milliarder kroner på opkøbet.

Financial Times skrev for et par uger siden, at Apple prøver at få Beats på krogen. Beats laver blandt andet headsets og har også deres egen streaming-tjeneste til musik.

Det spekuleres i, at Apple skulle være interesserede i Beats streamingtjeneste, der skulle kunne indbygges iTunes, så iTunes bedre kan konkurrere med for eksempel Spotify.

Apple er kendte for at holde kortene tæt ind til kroppen, næsten uanset hvad det handler om. Det er sjældent, at Apple bruger så mange milliarder på et opkøb, så man må formode, at Apple har forsøgt at holde denne handel endnu længere ind til kroppen.

Men det kan selveste Dr. Dre meget vel have forpurret.

I en video, hvor Dr. Dre skulle være godt fuld i Heineken, praler han nemlig med at være hiphoppens første milliardær (og det er selvfølgelig i dollar), hvilket har fået flere medier til at spekulere i, at Dr. Dre samtidig henviser til det store milliardopkøb.

Videoen skulle have gjort Apples ledelse rasende, skriver Billboard, der har informationerne fra anonyme kilder tæt på Apple.

Det har heller ikke været en formidlende omstændighed, at Dr. Dr og hans venner i den meget rodede video taler i et grimt sprog.
Apple ønsker at udstråle familievenligt firma og Apples ledelse skulle være i tvivl om Dr. Dre er en passende person at have tilknyttet firmaet.

Dermed kan et af de største opkøb i Apples historie være i fare.

Prissammenligning: Bedste pris iPhone