Nye patenter hos Apple tyder på hårdfør iPhone og avancerede EarPods

Apple har indsendt patentansøgninger på, hvordan de vil gøre iPhone mere robust og hvordan de vil give bedre lyd til høretelefonerne.

Nye patenter hos Apple tyder på hårdfør iPhone og avancerede EarPods

Det vil nok være noget lettere for mobilproducenterne at holde kortene om fremtidens telefoner tæt på kroppen, hvis ikke de skulle søge om patenter til deres nye teknik.

AppleInsider har opdaget et par nye patenter, og vi kan nu gætte lidt på, hvad kommende iPhones kan komme til at byde på.

Mere robust iPhone på vej?

Et af patenterne er for vandtætte højtalere, hvilket kunne tyde på en mere hårdfør iPhone til udendørsfolket. Eller måske vil Apple følge i Sonys fodspor og gøre deres telefoner helt vandtætte. Efter sigende skulle systemet være noget lig det, der er i Apple Watch, så det med vandtæthed er ikke helt ukendt farvand for Apple.

I detaljerne for patentet kan vi læse om et maskeagtigt materiale, der skal sidde lige over en akustisk port og føre væske væk samt mindske trykket. En hydrofobisk overflade bliver også nævnt som et middel til at føre væske væk, samtidig med at det lyder som om, en vis mængde vand er okay, hvis trykket er for højt.

Se også: Hvor er iPhone 6s billigst?

EarPods med bedre lyd og støjreducering

Derudover er der Apples EarPods, der skal måle vibrationerne i dit kranie for bedre at kunne udelukke baggrundsstøj og gøre musikken og samtalerne klarere. Via en bevægelsessensor skal apparatet kunne skelne mellem folk, der taler, og ren støj.

Der er dog endnu en godbid ved, at høretelefonerne har denne funktion, udover bedre lydkvalitet i dine ører. Din iPhone vil også få lettere ved at opfatte din stemme, hvis der er støj, hvilket for eksempel kan være en fordel, når du bruger Siri.

Men som det altid er med patentansøgninger, er det langt fra sikkert, at disse funktioner finder vej til et færdigt produkt, der kommer på gaden. De giver dog et fingerpeg om, hvad Apple satser på og arbejder med for tiden.

Se også: Anmeldelse af iPhone 6s

Kilde

Efterfølgende nyt om emnet

Vi følger op med den seneste udvikling i sagen. Steen Jørgensen gik videre med sagen. Allerede d. 8/6/2016 kørte vi en opfølgning med en artikel om Kamera-fight: Sony Xperia X vs iPhone 6S – Den næste artikel om emnet finder du her. Og der er stadig puls i emnet. Læs de seneste nyheder om iPhone..