Apple-kovending: Alle kan teste beta-udgaven af iOS 8.3

Flere kilder oplyser nu, at iOS 8.3 og 9 for første gang ryger gennem en offentlig beta-test. Projektet lanceres til marts.

Katastrofen med iOS 8 lader til at have skabt en holdningsændring hos Apple. Nu vil de forhindre, at det samme sker igen, siger flere kilder til 9to5mac. En offentlig beta af iOS 8.3 bliver derfor lanceret i midten af marts.

iOS 8.01 var så behæftet med fejl, at Apple kun to timer efter udrulningen af opdateringen måtte trække den tilbage. Der var fejl med forbindelse til mobilnetværket og mange oplevede, at deres dyre iPhone ikke var meget mere værd end en mursten, så længe den havde iOS 8.01, da den ikke kunne komme på nettet.

Også fingeraftrykslæseren, der bruges til at logge ind på mobilen eller til at betale apps med i app store, var der problemer med.

Læs guide til mobilpriser: Billig iPhone 6.

iOS 9 kommer til juni

Til juni skulle også iOS 9, der også er kendt som Monarch, komme ud i en offentlig beta-version inden den kommer i en klar version til efteråret.

Udviklere fik adgang til beta-version af iOS 8.3 tidligt i februar. Blandt opdateringerne nævnes blandt andet et trådløst CarPlay-system, en funktion der tidligere har krævet en USB-ledning.

Udover det kommer der er opgraderet tastatur til emojis, forbedret stemmekvalitet af Siri og lettere login til Googles tjenester.

iOS 9 menes generelt at være en mindre opgradering af iOS, hvor fokus vil være på at gøre iOS mere stabilt og vi skal ikke forvente at se de store software-opdateringer i denne udgave.

Læs også: Guides og test af iPhone.

iOS 8.4 med musik

Apple arbejder også på at integrere iOS 8.4, med kodenavnet Copper, med deres nye musiktjeneste for at tage kampen op med tjenester som Spotify og Rdio.