Dansk betalings-app vil give fysiske butikker bedre mulighed for markedsføring

Den nye danske betalings-app Zalr er gratis for butikkerne og giver indsigt i, hvem kunderne er, så butikkerne får bedre mulighed for at målrette markedsføringen til kunderne.

Dansk betalings-app vil give fysiske butikker bedre mulighed for markedsføring

”På nettet ved sælgeren langt mere om kunden, end tilfældet er i en fysisk butik. Det giver netbutikken en lang række fordele, når det kommer til markedsføring og muligheden for at give den enkelte kunde lige præcis dét, han skal til at efterspørge – hans forbrugsmønstre og præferencer kan jo aflæses af de digitale spor, han lægger. Det er den type viden, vi gerne vil give de fysiske butikker,” sådan forklarer Erik Hougaard, bestyrelsesformand i Zalr, om den nye betalings-app ved netop navn Zalr.

Se også: Alt du bør vide om mobilbetaling

Zalr skal tjene penge på viden kunderne giver butikkerne

Zalrs adskiller sig fra både betalingskort og andre mobilbetalingsløsninger ved at være gratis for butikkerne at bruge, derfor vil Zalr ikke kræve gebyr for de enkelte transaktioner. Derimod ser Zalr en værdi i den viden, som kunderne giver butikkerne om sig selv, når de bruger appen til at betale med.

”Værdien ligger i den viden og den målrettede markedsføringsplatform, Zalr kan give butikkerne, så det er dér, vi skal tjene vores penge,” fortæller Erik Hougaard.

Se også: Gode tilbud på mobilabonnementer

Lover brugerne mere kontrol over ens digitale spor

Gennem de sidste par år har der været heftig debat om digitale spor og den viden vi hver dag afgiver online om os selv, når vi surfer rundt på nettet, men Erik Huogaard mener ikke, at forbrugerne skal frygte noget på den front med Zalr:

“Et af vores ret væsentlige bidrag til “festen” er faktisk, at vi stiller os som garant mellem butik og forbruger for, at kun de oplysninger, forbrugeren ønsker at give videre, faktisk kommer videre. Når vi handler på nettet, afgiver vi jo rutinemæssigt nogle helt basale informationer om, hvem vi er, for eksempel for at kunne få varen tilsendt. Det er helt naturligt for os som forbrugere, men for den fysiske butik vil alene dén information, med kundens accept, være et kvantespring i kendskab til kundesammensætning.

Så noget af det, vi adresserer med Zalr, er den kløft, der er mellem fysiske og online butikker. Og som forbruger vil jeg nok egentlig være mindst lige så villig til at efterlade mine oplysninger til en fysisk butik, som jeg vil være ved at efterlade den hos en online butik. Den fysiske har jeg jo som udgangspunkt et lidt tættere forhold til”, forklarer Erik Hougaard.

Se også: Dette skal du vide om sikkerhed og misbrug ved kontaktløs betaling med Dankort

 

Giver muligheder for markedsføring

Erik Haugaard mener i øvrigt, at forbrugeren vinder hver gang, denne bruger Zalr. “Både i form af underholdning, men også fordi han får en gevinstchance. Desuden kan Zalr – i det omfang butikken ønsker det – administrere medlemskab af kundeklubber og fordelsprogrammer, så kunden altid får det, han har ret til. Butikken får til gengæld et indblik i, hvem kunderne er, og hvad de foretrækker – det har hidtil været viden, der har været forbeholdt netbutikkerne. Det giver muligheder ikke mindst i forhold til markedsføring,” siger Erik Hougaard.

Helt basalt får Zalr viden om kundens navn, adresse og CPR. “Det kræver Finanstilsynet og lovgivningen, fordi vi driver betalingstjeneste. Derudover registrerer kunden sit betalingskort. Betalingskort-data kommer aldrig videre til andre, vi har det ikke en gang selv. Navn, adresse og fødselsdato kan med kundens accept gives videre til den enkelte butik, når man opretter sig i deres kundeklub. Men det er aldrig et krav for at kunne betale med Zalr”, understreger Erik Hougaard over for mobil.nu.

 

Butikken får ikke direkte adgang til kundens informationer

“Når kunden så bruger Zalr, får vi en viden på tværs af butikkerne. Denne viden kommer aldrig videre til andre. Men en butik kan for eksempel bede os om at sende et personaliseret nyhedsbrev ud til sine klubmedlemmer på butikkens vegne. Her kan vi pga. vores bredere kendskab til kunden ramme mere præcist, end butikken selv kan med sine data. Men butikken får ikke adgang til disse data. Kunden har også til enhver tid mulighed for at få slettet sine data. Og ikke via en besværlig procedure, men helt enkelt. Det eneste, vi ikke sletter, er de oplysninger om betalingstransaktioner, som loven kræver, at vi gemmer”, forklarer Erik Hougaard.

Zalr kører lige nu i test hos cirka 50 fysiske og online butikker, og Zalr forventer at være i fuld drift i midten af oktober.