Vi har testet Ubuntu Touch

Ubuntu byder på en anderledes brugerflade, men lader til at kræve en del af hardwaren.

Vi har testet Ubuntu Touch

Her hakker det! Efter lige at have prøvet Tizen, der flyder fint af sted på en billig mobil, bliver det ekstra tydeligt, at BQ Aquarius 4.5 Ubuntu Edition, der også har ret beskedne specifikationer, slet ikke på samme måde kan køre Ubuntu Touch.

Jo, systemet fungerer da, og det er slet ikke uudholdeligt langsomt, men forskellen er alligevel tydelig, når man sætter den op mod Samsung Z1.

Ubuntu skal have ros for, at de har lavet en anderledes brugerflade, rent æstetisk minder den absolut ikke om nogen af de store systemer. Du stryger mellem startskærmen, men de har en tematisk opsætning med for eksempel musik, foto, kontakter med mere, og derefter bladrer du ned for at få mere information.

Brugerfladen er både en kunst og en videnskab, og det er tydeligt, at Canonical, der har lavet Ubuntu Touch, ikke har de samme ressourcer i ryggen som Samsung eller Apple. Uden at kunne sætte fingeren på, hvad det er, virker brugerfladen ikke lige så ren og gennemtænkt. Der er mange paneler og afgrænsende linjer, hvor det ikke er indlysende, hvad deres funktion er. Men trods alt et plus for det homogene design.

ubuntu touch ubuntu8

Canonical er realistiske nok til at indse, at de vil få svært ved at få app-udviklere. Derfor at de lagt noget ind, de kalder Scopes. En slags widget, kan man sige, men leverandøren af indholdet skal mere eller mindre bare lægge et RSS-feed ind, så er der en færdig widget. Det er ret smart og bidrager til, at systemet får et så homogent udseende, som det gør.

Jeg kan godt lide, at Ubuntu har gjort noget anderledes med deres system, men i hvert fald for nye brugere er Ubuntu Touch lidt svært tilgængeligt.