Hvilken er mest vandtæt – Galaxy S7 Edge eller iPhone 6S? (video)

Galaxy S7 Edge er klassificeret til at være vandtæt, mens konkurrenten iPhone 6S ikke er det. Men hvor godt klarer iPhone 6S sig under vand sammenlignet med S7 Edge? Det afgør test.

Samsung har valgt at fokusere på det indvendige og at opgradere det i deres nye Galaxy S7-serie frem for det udvendige, så egentlig ligner den nye serie meget S6-serien fra sidste år.

En af de ting, der er forbedret i Galaxy S7-serien, er IP-klassificeringen. Ser vi lidt tilbage, havde Galaxy S5-serien IP67-klassificering, hvilket betyder, at den er vandtæt, mens Galaxy S6-serien af en eller anden grund ikke var det. Samsung forklarede sidste år, det skyldtes designmæssige hensyn.

Se også: Sammenlign priser for Galaxy S7

Vandtæt: Galaxy S7 mod iPhone 6S

Det er derfor et stort skridt frem, at Galaxy S7-serien er IP68-klassificeret og dermed både støv- og vandtæt. Men én ting er teori, hvordan ser det ud med Galaxy S7-serien, og i særdeleshed Galaxy S7 Edge, når det gælder om at være vandtæt i virkeligheden? Det kan man finde ud af ved at køre den gennem en test, hvor den holdes op mod en iPhone 6S.

Konkurrenten i testen, iPhone 6S har ikke nogen IP-klassificering, som så mange andre telefoner gennem årene, og er derfor hverken vandtæt eller vandafvisende. Testen her har altså til formål at vise, hvilken forskel en IP68-klassificering gør, og ikke at se hvilken af de to telefoner, der vinder en konkurrence om at være mest vandtæt (det gør Galaxy S7 Edge, ikke uventet).

Se også: Mobilselskaber med billig mobiltelefoni

 

iPhone 6S klarer vand overraskende godt

Men selvom udfaldet af testen måske var givet, er vejen derhen ikke så enkel, som man måske kunne tænke. iPhone 6S klarer sig nemlig – trods manglende IP-klassificering og påstand om vandtæthed – ret udmærket.

Der skal faktisk gå 10 minutter, hvor den er ude at bade, før den bukker under og ikke længere virker. Det er skærmen, det går ud over først, da vandet begynder at trænge ind, og til sidst dør telefonen helt.

Se også: Sammenlign priser for iPhone 6S

Galaxy S7 Edge kan bruges under vand som undervandskamera

Ser vi på testens hovedperson, Galaxy S7 Edge, klarer den sig som forventet. Efter 15 minutters bad er der ikke sket noget med telefonen. En overraskelse er faktisk, at skærmen virker selv nedsunket i vand.

Med lidt justering af hvidbalancen betyder det her faktisk, at du kan bruge telefonen som undervandskamera.

Der er dog et men. Det forholder sig nemlig sådan, at Galaxy S7 Edge kan miste noget af sin vandtæthed, hvis den ikke behandles korrekt. Bliver den bøjet tilstrækkeligt, kan den begynde at gabe en lille smule mellem bagsiden og selve rammen.

Det betyder, at der i teorien kan komme en smule vand ind der. Galaxy S7 Edge er dog kreeret som en vandtæt enhed indefra og ud, så måske er det slet ikke et problem alligevel.

Se test: Anmeldelse af Galaxy S7

Opfølgning på artiklen

Vi følger op med den seneste udvikling. Steen Jørgensen gik videre med historien. 4/3/2016 publicerede vi sagen; “Sidste udkald hvis du vil have iPhone 5S”Klik her for den påfølgende artikel.. Tjek også seneste nyt om temaet her.