nexus 7

Der kan komme en 7 tommer Android-tablet fra Google senere på året

Google er ved at være klar med en hel række enheder, der gerne skulle komme på hylderne inden for den nærmeste fremtid.

Blandt dem finder vi de nye Nexus / Pixel smartphones, produceret af HTC, en længe ventet første generation af Daydream VR-headsettet og en ny 4K Chromecast, i hvert fald hvis vi skal tro de seneste rygter.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Nyt 7 tommer tablet fra Google og Huawei

Nye rygter fra en pålidelig kilde taler desuden om, at Google måske ikke har opgivet helt på tabletsiden. Ifølge rygterne skulle der nemlig være en Huawei-tablet på vej, der dog formentlig ikke vil være en del af Nexus-familien.

Det er den sædvanlige Evan Blass, der fortæller os, at Google og Huawei er gået sammen igen efter lanceringen af Nexus 6P phabletten i 2015.

Tidligere har rygterne om et samarbejde mellem de to ellers handlet om en efterfølger til Nexus 6P.

 

 

Det lader tilmed til, at de arbejder hurtigt, for ifølge Blass skulle enheden komme på markedet inden årets udgang. Der skulle være tale om en enhed med en 7 tommer skærm og 4 GB ram, men det er også de eneste detaljer, vi har på nuværende tidspunkt.

7P eller Pixel?

Huawei har været gode til at holde kortene tæt til kroppen, når det kommer til denne enhed, i modsætning til Pixel-telefonerne fra HTC, som vi har fået bunkevis af rygter om.

Huawei har allerede rettigheder til navnet Huawei 7P, så det kan være den, vi skal stifte bekendtskab med.

På den anden side kan det også være, at Google satser på en efterfølger til Pixel C, der jo ville passe som hånd i handske med HTC Pixel-telefonerne, så vi alle kan få Pixel på hjernen.

Nexus-tablet fik mange roser

Nexus 7 fra 2012 er kommet i flere versioner siden da og har været en af de mest roste Android-tablets specielt takket være en rigtig god pris. Du kan læse test af Nexus 7.

De sidste par år har salget af tablets dog været faldende, men mon ikke Google kunne puste lidt til interessen igen med en ny og godt opdateret tablet?

Lancering og pris for ny Nexus / Pixel tablet fra Google

Det forventes, at Google vil præsentere nyt hardware d. 4. oktober, men der er endnu ikke sendt invitationer ud, så vi må vente og se, hvad der sker.

Google har tidligere holdt prisen på under 2.000 kroner for Nexus 7 og vi forventer, at Google holder en pris på samme leje – skal salget af tablets i gang igen, så skal prisen i hvert fald være i orden. Det kommer naturligvis også an på, hvilken type tablet, der bliver tale om, men vi forventer, at den nye Nexus / Pixel tablet bliver en forholdsvis skrabet sag uden de store og vilde funktioner, der kunne presse prisen op.