HTC Evo 3D test

HTC er den seneste producent, der er klar med en mobil udstyret med 3D, men det er ikke det eneste, den nye telefon disker op med.

HTC Evo 3D test

Evo 3D er ingen undtagelse, når det gælder HTC’s vane med at lave mobiler, der ser anderledes ud end konkurrenternes, selvom den langtfra er lige så speciel som Incredible S.

Evos bagside er ret plastikagtig, men alligevel pæn, meget takket være at den største del af bagstykket er rillet, og at kameradelen ligner et kassettebånd, eller Pixar-robotten Wall-E. Indtrykket er lige dele retro og charme, kort sagt – jeg synes om det.

En anden ting, jeg synes om, er den fysiske kameraknap, der er dejligt stor, og det faktum, at man skifter kamerafunktion mellem 2D og 3D med en fysisk knap. Det, jeg ikke kan lide, er de gummiagtige volumenknapper, der giver dårlig respons, og at mobilen takket være sin tykkelse og vægt føles en smule klodset.

Skærmen er stor og ret lysstærk, men betragtningsvinklen kunne have været bedre. Derimod kan man virkelig ikke klage over, hvor følsom den er.

Nogle gange er det lidt for meget, som om det er nok at svæve over glasset med fingeren, for at bevægelsen registreres. Softwaren er meget ivrig, en lidt for ivrig bevægelse sender hjem-skærmene af sted i et snurrende virvar. Processoren har dog ingen problemer med at følge med, så det hele snurrer rundt uden at hakke, og det samme gælder, når det kommer til de andre funktioner, som mobilen har at byde på.