Kæmpetest: Sådan er Samsung Galaxy S2

Samsung Galaxy S blev en af de mest populære Android-mobiler nogensinde. Nu er opfølgeren her, og forventningerne er naturligvis høje.

Kæmpetest: Sådan er Samsung Galaxy S2

Personligt elskede jeg Galaxy S. Jeg vil tilmed gå så langt, som at sige det er den bedste mobil, jeg nogensinde har haft fingrene i. Skærmen var langt ud over det sædvanlige, formatet var lækkert, og designet var, om ikke revolutionerende, så lidt anderledes i forhold til konkurrenterne (selvom Apple nok ikke er enige med mig der), og den håndterede næsten alle filmformater, man kastede i dens retning. Som I måske forstår, har jeg længtes mere efter denne opfølger end de fleste.

Mit første møde med Galaxy S2 er noget af en skuffelse. Mobilen er udseendemæssigt ikke noget, der skiller sig ud. Den er flad, firkantet og trods en lille bugtning på bagsidens nedre del, måske som hilsen til forgængeren, så er den lige så spændende som en sort klinke. Men det er bare min personlige mening, andre på redaktionen synes, at den er pænere end forgængeren.

Kvalitet og pasform er dog i topklasse, men jeg synes, at mobilen virker lidt plastikagtig. Især bagcoveret virker som et uhyre billigt plastisk produkt, der ikke hører hjemme på en topmodel som Galaxy S2. Nu er det bare min personlige smag, men jeg synes faktisk også, at Galaxy S2 er for let i forhold til størrelsen.

Så er det både godt og skidt med den store skærm, eftersom hele mobilen automatisk bliver bred og høj. Den kan stadig være i bukselommen, men laver Samsung en større Galaxy S3 i fremtiden, bør man nok nærmere kalde den en tablet end en mobil. Heldigvis er S2 i hvert fald rigtig tynd og meget let.

Du finder masser af billeder af Samsung Galaxy S2 i toppen af denne test.