Med disse apps kan du kryptere kommunikationen på din smartphone

Vi har fundet en række apps, der giver kryptering og bedre sikkerhed på din mobil, når det gælder samtaler, beskeder, billeder, videoer og lignende.

Med disse apps kan du kryptere kommunikationen på din smartphone

Kryptering og sikkerhed: De fleste har nok hørt om tvisten mellem FBI og Apple, der i alt sin enkelhed handler om at åbne en iPhone, der tilhører en af terroristerne fra San Bernardino-massakren i Californien i USA.

Al del ballade har gjort smartphone-sikkerhed til et af de hotteste emne lige nu, og fokus er hurtigt blevet, hvordan menigmand kan beskytte sin telefon og den information, den indeholder.

I kølvandet på dette er mange apps blevet forbedret på det punkt, og der har været meget omtale af sikkerheden i forskellige apps til e-mails, chat med mere.

Vi guider her til tre apps, der gør din smartphone mere sikker.

3 apps med kryptering og sikkerhed til mobiler

 

Signal – kryptering af beskeder

Signal er en gratis chat-app, der fås til både iOS og Android. Sloganet er ”privacy is possible”, og den benytter end-to-end kryptering, hvilket betyder, at det kun er modtageren i samtalen, der kan læse dem. Electronic Frontier Foundation, en gruppe for digitale rettigheder, har placeret appen højt på listen over de apps, der har god beskyttelse af privatlivet.

Er du bruger på Signal, kan du sende sikre beskeder og ringe op via internettet med dit eget telefonnummer. Det er ikke nødvendigt at oprette en konto for at bruge appen. Den er let at bruge, har store ikoner og kontroller, og teksten er stor og letlæselig.

Det er nødvendigt at begge parter har installeret Signal, for at I kan tale sammen. Appen har endda en ekstra sikkerhedsforanstaltning, hvor begge parter får vist et sæt tilfældige ord, så de kan dobbelttjekke, at den anden er den rigtig person. Det er ren James Bond, men du er da i hvert fald ikke i tvivl om, at sikkerheden er i orden.

Hent Signal til Android

Hent Signal til iOS

Threema – kryptering af beskeder, filer og billeder

En anden lignende app er Threema, dog med lidt flere funktioner. Også her er der tale om end-to-end kryptering på al kommunikation – beskeder, filer og billeder – der bliver sendt med tjenesten. Du kan sende indtalte beskeder, men ikke ringe op via appen, og begge parter skal have appen installeret.

Med denne app kan du også arrangere gruppesamtaler eller lægge et spørgsmål op som en undersøgelse i en gruppe. Hver bruger får et tilfældigt ID, der ikke nødvendigvis er forbundet til en e-mail eller telefonnummer, så det er ikke nødvendigt at oprette en konto i appen.

Der er en lidt højere indlæringstærskel med Threema i forhold til kontroller og menuer, men det er ikke svært. Den fås til iOS, Android og Windows og koster 21 kroner til de iOS og Android og 15 kroner til Windows.

Hent Threema til Android

Hent Threema til iOS

Hent Threema til Windows 

Wickr Me – krypterer tale, tekst og video

En gratis app til Android og iOS er Wickr Me. Den har en lidt anden status end de andre apps, da den rent faktisk har spillet med i en musikvideo med Iggy Azalea. Den er også lidt mere legesyg, da du med den kan sætte klistermærker, graffiti og filtre på dine fotos.

Når det kommer til kernen, er Wickr Me dog en sikker chat-app. Du kan kryptere talebeskeder, tekst- og video-beskeder og endda sætte et udløbstidspunkt på en besked.

Vil du være helt sikker på virkelig at slette alle kasserede beskeder og mediefiler fra din telefon, kan du bruge ”makulator”-funktionen. Du har også mulighed for at være anonym, så ikke engang folkene bag Wickr ved, hvem du er.

Hent Wickr Me til Android

Hent Wickr Me til iOS

ProtonMail – kryptering af mails

Skal vi gå i en lidt mere traditionel retning, er der ProtonMail, der er gratis til iOS og Android.

Den ligner en almindelig e-mail-app, forskellen er at e-mailene er krypterede. En af sikkerhedsforanstaltningerne er, at du ikke kan komme til dine mails, hvis du glemmer dit kodeord, hvilket bliver understreget kraftigt, når du registrerer dig.

Den har kun én funktion, og det er at levere sikre e-mails. Det er med til at gøre, at det ikke er den mest fancy app, du har set, men den er let at bruge. Det er ikke nødvendigt, at begge parter har appen installeret, men det gør det hele noget nemmere, hvis de har.

Hent ProtonMail til Android

Hent ProtonMail til iOS

kryptering sikkerhed iphone android windows 10

 

Almen sikkerhed på din mobil

Alle disse apps hjælper den kryptering, du måske allerede har indbygget i din telefon. Det kan være en god idé at undersøge din telefons indstillinger, når det kommer til personlige oplysninger og sikkerhed.

Nogle apps beder dig under brugerregistreringen om, at du ikke bruger appen til ulovligheder, hvilket desværre kan lade sig gøre med nogle chat-apps. Så husk, at helt uigennemtrængelig sikkerhed ikke eksisterer, slet ikke hvis du mister din telefon.