Samsung Nexus S test

Hvert år lader Google til at vælge en mobilproducent, der får lov til at lave Googles egen telefon. I 2011 blev det Samsung, der fik lov til at lave godbidden Google Nexus S. Vi har testet den.

Samsung Nexus S test

Den blev delt ud som julegave til alle Googles ansatte. Med tanke på, at Google netop er selskabet bag Android, forstår man straks, at det ikke er en hvilken som helst telefon. Tværtimod – det blev selvfølgelig godbidden Nexus S.

Der er ikke så meget ved coveret, der giver en wow-oplevelse. Den er da pæn og blank sort. Skærmen er suveræn flot med gode farver og kontraster.

Frem for alt er det her en enormt hurtig telefon. Det skyldes sandsynligvis, at det er den første mobil med Android 2.3, og hastigheden virker som en af de tydeligste forbedringer ved det nye Android-system. Det mest synlige ved det nye Android er ellers, at systemet rent grafisk er blevet mere smagfuldt i designet.

Men det er ikke kun det faktum, at Nexus S har den nyeste Android-version, der er det fede. For Android-systemet ligner faktisk sig selv. Man har sine startskærme, som man kan fylde med masser af widgets og genveje. I skærmens øvre kant har man en statuslinje, som man kan trække ned som et rullegardin – hvor man end befinder sig i systemet. Og så har man alle de Google-koblede apps – adressebog, kalender og selvfølgelig Android Market, hvor man finde de tusindvis af ekstra-apps, der gør mobilen til det, man virkelig vil have.

Googles urørte version

Alt det er som sagt næsten præcis som i tidligere Android-versioner. Pointen med netop denne version (den, der sidder i Nexus-telefonerne) er mindst lige så meget, at det er Googles ”urørte” version af Android, man får under overfladen på sin telefon. Det er selvfølgelig på godt og ondt. Mange af producenterne (HTC, Sony Ericsson, Samsung osv.) lægger jo en masse smarte ekstrafunktioner i deres Android-telefoner. Men med Googles urørte Android får man altså først mulighed for at opdatere sin telefon til nye Android-versioner og Google-tjenester.

Kopiere og sætte tekst ind er blevet lettere. Nu kan man markere tekst ved at holde fingeren på et punkt i teksten et øjeblik og derefter trække et markeringsfelt over en valgfri tekstbid. Det fungerer omtrent på samme måde i webbrowseren som i beskedsystemet. Smart. HTC har en lignende løsning i deres Androids, men der får man også mulighed for at slå et markeret ord op på nettet.

Videosamtale er en ny mulighed med det nye Android. Installerer man for eksempel app’en Tango, kan man ringe gratis videosamtaler til andre Android-telefoner. Google arbejder også på at lave en egen version af Google Talk, hvor man ud over chat skal kunne ringe gratis videosamtaler – på samme måde, som man tidligere har kunnet med Google Talk og Nokias Linux-telefoner. Snart bliver det altså også muligt med Nexus S.

Kun til videosamtale
Telefonen har også et kamera foran oven over skærmen, altså kun til videosamtale. På bagsiden sidder et 5-megapixel-kamera, der virker rigtig godt til stillbilleder. Frem for alt imponerer det ved meget ofte at tage gode billeder, uanset om man er indendørs i dunkelt lys eller udendørs. Fotolampen fungerer rigtig fint sammen med kameraets software til at balancere lyset på billederne indendørs.

Noget, der derimod overrasker lidt, er, hvor få indstillingsmuligheder man får i kamerafunktionen. En af de få indstillinger, man kan foretage, er dog makro til rigtige nærbilleder, og der imponerer Nexus virkelig.

Video uden HD-kvalitet
Når det gælder kameraet, har jeg egentlig kun to klager. Den ene er, at der ikke er en kameraknap. Det er fjollet, at man skal ind og klikke rundt på skærmen for at få kamerafunktionen frem. Ofte vil man jo tage et billede ret hurtigt. Den anden klage er, at man ikke kan filme i HD-opløsning, men kun i 720 x 480 (WVGA). Sammenlignet med alle andre super-Androids er det uden tvivl en ulempe ved Nexus S.

Super til web
Hvad så med internettet? Google er jo (som bekendt) et internetselskab, og at webbrowseren og andre internetfunktioner er øverst på prioriteringslisten, overrasker måske ikke. Nexus S har ganske rigtigt en webbrowser, der fungerer rigtig, rigtig godt. Mest overrasket bliver jeg over, hvor godt Flash-funktioner – ikke mindst web-tv – sædvanligvis fungerer. Jeg skriver sædvanligvis, ikke altid. Problemet er, at visse tunge Flash-sider kan få webbrowseren til mere eller mindre at bryde sammen og nægte at svare, så man må tvinge den til at lukke ned. Men bortset fra det fungerer webbrowseren – som sædvanlig i Android – strålende. Man kan zoome ved at knibe med fingrene, og vil man zoome ind og læse en tekstspalte, dobbeltklikker man bare på spalten.

Facebook og Twitter er integreret i systemet, og man lægger helt enkelt kontooplysninger for Google, Twitter og Facebook ind direkte, første gang man indstiller sin telefon. Så er det bare at dele billeder, websider med mere på kryds og tværs mellem sine kontakter og sociale netværk.

16 GB hukommelse fra start
En lidt underlig særhed ved Nexus S er, at telefonen har 16 GB lagringshukommelse. Punktum. Der er altså ikke plads til hukommelseskort. Her har man valgt samme løsning som Apple og Microsoft med en fast defineret brugerhukommelse. Måske er det for at gøre det lettere for almindelige brugere – der slipper for at bekymre sig om at anskaffe hukommelseskort. For de fleste af os er 16 GB lagringshukommelse helt fint. Men for den, der vil kunne udvide sin mobil med et rigtig stort hukommelseskort, er det selvfølgelig et klart minus, at det ikke er muligt.

En ting, der er godt, er, at man nu kan lægge en del af de apps, man har installeret, i lagringshukommelsen. Det betyder, at man får plads til et næsten uendeligt antal apps.

Nexus S er på mange måder blandt de bedste Android-mobiler på markedet i dag, frem for alt fordi den er så hurtig i systemet, kameraet er godt, og skærmen er dejligt behagelig. Det, man ikke får, sammenlignet med for eksempel HTC’s eller Sony Ericssons Android-mobiler, er blandt andet en hel del smarte widgets at lægge på startskærmene. Især HTC er overlegne mestre i at bygge en bunke ekstrafunktioner ind, lige fra søgefunktioner til oversættelser. Her får man i stedet Android i vaniljeversion, som Google vil have det.

Man kan nok regne med, at HTC, Sony Ericsson og LG vil give igen med en række lige så skarpe Androids som denne inden længe. Men lige nu er det nok alligevel Nexus S, der fører Android-racet sammen med LG Optimus 2X.