Test: Så lækker er Google Nexus 7

Med Nexus 7 forsøger Google for alvor at sparke gang i markedet for Android-tablets. Nexus 7 henvender sig til et bredt publikum med rigtig god ydeevne til en fantastisk pris.

Test: Så lækker er Google Nexus 7

Google har lavet adskillige smartphones i Nexus-familien, men først nu kommer en tablet. Det sker med Nexus 7, der er søgegigantens bud på en habil og prisvenlig Android-tablet. Google har nemlig lavet en tablet, der skal sælges for under halvdelen af prisen for den billigste iPad.

Nexus 7 er – som navnet antyder – en tablet med en 7” stor skærm. Skærmen er en såkaldt IPS-skærm, og har en opløsning på 1280 x 800 pixels. Den høje opløsning på det relativt lille skærmareal gør, at skærmen virker meget skarp i daglig brug. Skærmens opløsning og størrelse betyder at den har 216 pixels per tomme (ppi). Til sammenligning er der 264 pixels per tomme i skærmen på den nye iPad.

Skærmen er desuden udstyret med det modstandsdygtige Gorilla Glass, der minimerer risikoen for at få ridser i skærmen.

I daglig brug er skærmen helt og aldeles godkendt. Farverne er fine og sortniveauet er bestemt godkendt, når man tænker på at det ikke er en AMOLED-skærm. Ved fuld lysstyrke kan man godt bruge skærmen i direkte sollys.

En ulempe ved skærmen er, at den er utrolig skinnende og refleksiv. Selv i svagt lys om aftenen kan man ofte se sig selv i skærmens refleksioner, og det er naturligvis ikke særlig spændende, hvis man er interesseret i at se det, der er på skærmen.

Desuden lader det til at skærmen har dynamisk kontrast og derfor ændrer sig alt efter skærmbilledet – præcis som på Transformer Prime. Det kan gøre at skærmen nogle gange virker en anelse mat på grund af lav kontrast.

Overordnet set er vi dog tilfredse med skærmen, og det er svært at forestille sig en bedre skærm til prisen. Den reagerer hurtigt og giver både flotte og skarpe billeder. Med en skærmbeskytter vil man formentlig kunne nedsætte refleksionerne, hvis man synes at det er et stort irritationsmoment.

Flot design

Skærmen er nok noget af det første, man opdager, men designet spiller også en stor rolle. Nexus 7 er lavet i en gummilignende slags plastik, der faktisk gør at man har et rigtig godt greb på enheden. Jeg havde personligt ingen problemer med at holde den med kun én hånd.

Kanterne er afrundet på en sådan måde, at man ikke skærer sig, når man holder enheden. Det er rigtig positivt og det er noget, som mange andre producenter glemmer at tænke på.

Fronten domineres af skærmen og derudover er der faktisk ikke meget andet at finde. Der sidder dog et lille frontkamera umiddelbart over skærmen, og her finder man også lyssensoren.

Bagsiden er også holdt i et simpelt design uden for mange dikkedarer. Her har man et Nexus-logo og et Asus-logo sammen med en højttaler i bunden. Højttaleren kan spille relativt højt, men det er ærgerligt at man ikke har stereohøjttalere. Vores udgave stammer fra Google I/O, og er derfor en hvid specieludgave. Den almindelige udgave vil have en sort bagside i stedet.

Vægten er overraskende lav – kun 340 gram. Den føles rigtig let, når man holder den, og den lave vægt gør at man sagtens kan se længere videoklip og endda hele film på den uden at få ondt i hænderne.

Seneste tilføjelse til historien

Meget er sket siden vi publicerede artiklen. Redaktionen fortsatte fortællingen. 29/6/2012 blev fortællingen ført videre med artiklen Uklart om Nexus 7 skal sælges herhjemme – Følg den videre histore her. Redaktionen har fokus på tematikken. De seneste nyheder finder du her.