Nokia 3250: Snurretoppen

At man kan vride telefonens nederste del, er klart det mest opsigtsvækkende ved den nye Nokia 3250. Men den kan mere end det.

Nokia 3250: Snurretoppen

Hvor snurrende kan en telefon være? På Nokia 3250 kan hele den nederste del snurres rundt. Men det er faktisk ikke så snurret, som det virker, og fungerer egentlig rigtig godt. Nokia har været kreative med designet. Spørgsmålet er så, om det holder.

Jeg synes i hvert fald, at det holder. Nokia vil signalere musik, eftersom musikknapperne kan vrides om på telefonens forside. Så starter telefonens musikafspiller også automatisk.

Smart konstruktion

Når musikken er startet, vrider man den nederste del tilbage igen og får tastaturet fremad. Og straks er man tilbage ved den SMS-besked, man er i gang med at skrive, inden man skiftede til musikafspilleren. Det er da smart og praktisk.

Musikafspilleren er bedre end dem, der tidligere har siddet i smarte Nokia-telefoner. Sangene ligger i undermapper efter titel, album, kunstner eller komponist. Du kan også ret enkelt lave spillelister inde i telefonen, hvilket ikke altid er muligt. Nokia giver dig også god software til at konvertere musikfiler fra CDere og overføre dem til telefonen.

Den kan spille en hel række forskellige musikfiler, blandt andet MP3, WMA, AAC, AAC+ og EAAC+. Det er selvfølgelig en stor fordel, idet mere komprimerede filformater gør, at du kan have plads til flere sange uden, at lyden bliver dårligere.

Suveræn lyd

Du kan indstille bassen og diskanten efter din helt egen smag. Nokia har en funktion, der hedder "Stereoudvidelse", der faktisk giver bedre lyd, når man bruger Nokias almindelige høretelefoner. Høretelefonerne til 3250 er bedre, end dem Nokia tidligere har vedlagt. Det er nemlig in-ear-høretelefoner, som du trykker en lille smule ind i øregangen. Det har før kun været Sony Ericsson, som har haft den slags høretelefoner til sine musikmobiler. Da jeg tester telefonen med almindelige Sony-høretelefoner (som kan tilsluttes via en medfølgende adapter) lader det ikke til, at stereoudvidelsen gør lyden bedre, måske fordi høretelefonerne allerede giver god lyd. Selvom lyden i in-ear-høretelefoner er god og afviser støj fra omgivelserne, så synes jeg ikke, at de er behagelige at bruge i længere tid, da de trykker i øret. Derfor skiftede jeg til at andet sæt fra Nokia, hvor lyden faktisk også var ganske suveræn.

På selve ledningen er der knapper til at styre musikafspilleren, og derudover en mikrofon og en svar-knap. Det er dejlig praktisk at slippe for at tage telefonen op af lommen for at besvare en opringning eller styre musikken.

Du kan også lave en hel del andre indstillinger med equalizeren i afspillerens menuer. Fra starten er der indstillinger som klassisk, jazz og pop. Men du kan indstille equaliseren manuelt og få de diskant- og bas-indstillinger, du ønsker.

Billeder ikke så gode som forventet

Musikafspilleren starter altså, hvis du vrider den nederste del helt rundt, så musikknapperne er under skærmen. Vrider du derimod kun den nederste del halvt rundt, går kameraet i gang. 3250 har et 2-megapixelkamera. Det er meget lig Nokias tidligere modeller. Du tager billeder ved at trykke på musikknapperne. Ved at bruge joysticket og andre knapper kan du skifte til video eller indstille billedstørrelsen.

Ganske vist er kameraet på 2 megapixel, men billederne bliver ikke så gode, som man kunne forvente. Nokias lidt ældre (men dyrere) 2-megapixelmobil, Nokia N70, tager for eksempel klart bedre billeder.

Telefonens software sørger for at gøre billederne skarpe, efter de er taget. Det er en løsning til at få skarpe billeder, selvom mobilen mangler autofokus. Lys og farver er gode, men kontrasterne på billederne bliver for hårde. For den, der gerne vil have billeder af god kvalitet, gælder det stadig, at kameraer med autofokus er bedre end dem med fixfokus. 3250 har desværre kun fixfokus. Muligheden for at lave mere avancerede indstillinger er begrænset i den her telefon, men lidt kan du da indstille. Størrelsen på billederne kan indstilles på 2, 1 eller 0,3 megapixel. Der er en indstilling til mørke forhold (night mode). Der<