Samsung S7550 Blue Earth: Grøn mobil til solopladning

Solcelleopladning er en bonus i en behagelig og kompetent touch-mobil.

Samsung S7550 Blue Earth: Grøn mobil til solopladning

Solceller kan man jo ønske dig i mobilen af flere årsager, men Samsung gør et stort nummer ud af, at dette er en miljømobil, og ikke kun på grund af solcellerne. Telefonens cover er lavet af plast fra genbrugte PET-flasker. Æsken er i ikke-farvet genbrugspap og indeholder forslag til, hvordan man kan genbruge den som fotoramme, telefonen har særlige strømsparefunktioner til skærm og lyd, så man kan spare på energien.

Lækkert genbrug

Alt dette kan man jo synes, at alle telefoner burde have, uden at man praler med det, men det skal vi ikke anklage Samsung Blue Earth for. Kvalitetsfornemmelsen påvirkes i hvert fald ikke negativt af den genbrugte plast. Telefonen virker eksklusiv, hvilket er dejligt, eftersom miljømobiler let fremstår som genbrugte på en negativ måde: Et år gamle skodmobiler, der har fået et brugt plastcover.

Men altså ikke Blue Earth. Blandt andet har man givet telefonen en kapacitiv touch-skærm, GPS og Wi-Fi. Ganske vist med en pris derefter, og man savner hurtigere 3G-hastigheder til data og kortprogrammer til GPSen udover Google Maps, der følger med.

Kræver direkte sollys

Det, I er mest nysgerrige på, er selvfølgelig, hvordan solcellerne virker. Svært at sige helt præcist, Samsung driller os på det punkt ved at lancere deres telefon i årets mørkeste og mest overskyede måneder. Ifølge instruktionsbogen skal man lægge telefonen med solcellerne vinkelret mod solen, uden mellemliggende vindue for at batteriet skal lades op. Det lyder som svære omstændigheder, men vores felttest under sjældne soltimer viser, at telefonen også begynder at oplade under betydeligt mindre perfekte betingelser.

Ifølge Samsung skal en times opladning i solen række til 5-10 minutters taletid, så solcellerne gør næppe, at du kan efterlade opladeren i skuffen. Men som supplement, for eksempel på camping langt fra et elstik, er det rart.

Telefonens system, inklusiv menuer, forhåndsinstallerede programmer, widgets, webbrowser og manglende skærmtastatur er nærmest identisk med Samsung Corby, der testes et par sider væk i dette blad. Vil du vide mere om det, foreslår jeg, at du tager en pause her og læser den anmeldelse nu.

Burde være bedre til web

3G, Wi-Fi og noget større og højere opløst skærm burde give en bedre surfoplevelse med Blue Earth end med Corby, men vi synes stadig, at websiderne er ulæselige i standardvisningen, og vi bliver trætte af at panorere rundt i teksten, når vi har zoomet ind. Mobiltilpassede websider fungerer bedst.

Jo, Blue Earth har en widget, som Corby mangler: en skridttæller, der fortæller hvor meget kuldioxid, du har sparet ved at gå i stedet for at køre bil. Lidt fjollet måske, men fint hvis du alligevel skal i form ved at gå noget mere.

Miljømobil eller ej, Blue Earth er en fin mobil. Måske lidt dyr, og solcellerne gør den lidt tung i hånden, men det er det måske værd?

Spørgsmål&svar

Hvordan er kameraet?

I det rette lys med stille motiver kan man få rigtig fine billeder. Indendørs og med mennesker er det en anden historie

Alternativer

Skal det være en miljøvenlig mobil, er Sony Ericssons C901 GreenHeart og Naite de to største alternativer. Ingen af dem har touch-skærm eller solceller.