Sony Ericsson Live with Walkman test

En ekstra knap og Walkman-logo skal lokke musikelskerne til Sony Ericsson Live.

Sony Ericsson Live with Walkman test

Da Sony og Ericsson slog pjalterne sammen for at danne Sony Ericsson for godt ti år siden, 1. oktober 2001, var varemærket Walkman stadig ret hot, når det gjaldt bærbare musikafspillere. Sammen med Cyber-shot til kameramobiler var det noget, der skulle lokke kunderne til den nydannede svensk-japaner.

Blot nogle uger efter at selskabet blev dannet, begyndte Apple at sælge deres MP3-afspiller, iPod, der ret hurtigt blev den nye musikkonge, og som siden banede vejen for Apples succes på mobilmarkedet.

Men det forhindrer ikke Sony Ericsson i stadig at bruge Walkman-navnet til at signalere musikvenlig telefon til sine målgrupper. Walkman-logoet har historisk set vist vej til fede telefoner som W800i, men i dag er det smarte telefoner, hvor en habil musikafspiller tages for givet, der gælder, og musikmobilen er ikke længere et oplagt valg for musikelskeren. Den nye Live with Walkman er egentlig en ret ordinær Android-model i den lavere prisklasse.

Ekstra musikfunktioner
Den minder om sidste års Sony Ericsson X8, både når det gælder lanceringspris og design af knapper og bagside.

Også skærmen på Live har samme opløsning som X8, det vil sige 320 x 480 pixel. Live with Walkman er dog opdateret på flere måder sammenlignet med sin et år gamle søster.

Som navnet Walkman indikerer, har telefonen selvfølgelig ekstra musikfunktioner. De mest betydningsfulde er måske den specielle genvejsknap til musikafspilleren og stereohøjtalerne på bagsiden.

Den indbyggede musikafspiller minder meget om den, der er i de almindelige Android-telefoner fra Sony Ericsson. Den store forskel lader til at være, at det er lettere at ændre rækkefølgen af sange i spillelisterne, hvilket i og for sig er en velkommen funktion for den, der ikke vil lytte til musikken i en forudbestemt rækkefølge.