Sony Ericsson Xperia Pro test

Gennem årene har Sony Ericsson præsenteret en række forskellige varianter af tastaturmobiler. Xperia Pro er den mest ambitiøse til dato.

Sony Ericsson Xperia Pro test

Størrelse og udformning af selve tastaturet har varieret en hel del, selvom man på det sidste lader til at have satset på tastaturer, der skydes ud langs telefonens langside.

Det har også været den formfaktor, der har været gældende for Sony Ericssons Android-mobiler med fysisk tastatur. Sidste år kom den lille X10 Mini Pro, som man i år fulgte op med den lidt større Mini Pro.

Forskellen mellem de to Mini-modeller er dog temmelig lille. Man får en lidt større skærm og et noget større tastatur, hvis man vælger den sidstnævnte.
Selvom skærmstørrelser på 4 tommer og op begynder at blive mere almindeligt, er den nye Pro-model den første fuldstore Android-mobil med tastatur fra Sony Ericsson.

Bemærker først skærmen

For selvom det her er en telefon, man nok køber for tastaturets skyld, så er det underligt nok skærmen, jeg først lægger mærke til, da jeg pakker Xperia Pro ud.

Det skyldes vel helt enkelt, at jeg har haft mulighed for at teste begge de to gamle modeller. Desuden kan jeg godt lide tastaturmobiler, men jeg har ikke været tilfreds med, at de to ældre modeller havde skærme, der var for små.

Xperia Pro fylder helt klart et tomrum på markedet. Samsungs middelmådige Galaxy 551 var ikke noget at råbe hurra for. HTCs Desire Z er godt nok stadig en kompetent mobil, men ganske stor og klodset.

Derfor har Xperia Pro alle muligheder for at blive en succes som en alsidig tastaturmobil for brugere med lidt højere krav. Skærmen er som sagt stor nok til de fleste anvendelsesområder, og som surfmobil er den klart godkendt.

Vil man læse rigtig lange tekster eller e-bøger, er den måske ikke optimal, men acceptabel.

En fordel ved, at Sony Ericsson har valgt mellemformatet 3,7 tommer er, at mobilen let glider ned i de fleste lommer. Formatet og telefonens afrundede former gør også, at den ligger godt i hånden, og at det er nok at bruge en hånd, eftersom man uden problemer når hele skærmen med tommelfingeren.