Android og iOS ved alt om din færden

Ifølge to britiske forskere gemmer Apples iOS 4.0 personfølsomme data omkring brugerens færden. Det samme gælder for Android, men her bliver brugeren dog bedt om tilladelse først.

Android og iOS ved alt om din færden

Et par britiske forskere har opdaget en potentielt kritisk sårbarhed i seneste version af Apples mobile styresystem, iOS 4.0. Det viser sig nemlig at enheder med version 4.0 eller nyere af styresystemet holder øje med brugerens færden og gemmer samtlige oplysninger i en lokal database, der bliver synkroniseret med iTunes.

Databasen indeholder oplysninger og data omkring samtlige mobilnetværk og celleområder, man har brugt telefonen i, og alle oplysninger er gemt med position og tidspunkt. Databasen indeholder desuden også oplysninger omkring kompas, GPS og endda WiFi-netværk. Sidstnævnte bliver gemt med unikke MAC-adresser og position.

Tusindvis af iPhone-kunder raser over denne funktion i iOS 4.0, og på Apples officielle supportforum er debatten allerede gået i gang. En række brugere føler at de render rundt med et såkaldt "CIA tracking device" og at det ganske enkelt ikke er acceptabelt.

En af forskerne bag opdagelsen har sammensat et program til Mac, hvor man kan se de gemte data på et verdenskort. Flere oplysninger om programmet kan findes her.

Android holder også øje med dig…

Det er dog ikke kun iOS 4.0, der følger med i din færden. Smartphones med Android-styresystemet kan også holde øje med din lokation, men i modsætning til iOS kræver det at man først giver styresystemet lov til at følge med.

Google tilbyder nemlig de såkaldte lokationstjenester, hvor man kan få adgang til lokale søgeresultater og forbedret GPS-oplevelse. Alle de gemte lokationsoplysninger bliver overført til Google, som gemmer dem anonymt, så det ikke kan føres tilbage til den enkelte bruger.