Motorola udvikler alternativ til Android
Motorola har i den seneste tid ansat et antal ingeniører fra bl.a. Adobe og Apple, som skal deltage i udviklingen af et nyt webbaseret operativstyresystem. Det skriver hjemmesiden Information Week, som henviser til en unavngivet kilde med indblik i Motorolas virksomhed.
Oplysningerne bliver bakket op af Jonathan Goldberg, en analytiker ved Deutsche Bank, som angiveligt ved at Motorola arbejder med sit eget system, men at det foregår ud fra helt andre forudsætninger end tidligere projekter fra den amerikanske producent.
– De vil ikke give Wall Street og udviklerne indtryk af at de går tilbage til det gamle Motorola, hvor man arbejdede på 50 millioner styresystemer samtidig, fortæller Goldberg.
Anledningen til Motorolas arbejde med sit eget system ved siden af Android-satsningen skal ganske enkelt være, at man ikke vil blive alt for afhængige af Google. Information Weeks kilde beskriver det som at Google har skudt sig selv i foden gennem manglende support til sine samarbejspartnere og at det ikke er lykkedes softwaregiganten at modvirke fragmenteringen af Android.