Adobe Flash 10.2 skal give flydende video
Flash-teknologien fra Adobe bruges næsten overalt på nettet, og bør derfor være en vigtig del af en smartphone med fokus på internettet. Android er et af de få styresystemer, der understøtter Flash, og nu er Adobe klar med en opdatering.
Version 10.2 af Adobe Flash er netop blevet publiceret på Android Market, og den største ændring er at man bør opleve forbedret ydeevne under afspilning af videoindhold i et Flash-element, f.eks. en integreret YouTube-video.
Ydeevnen forventes dog at blive langt bedre inden længe, når Adobe kommer med en mindre opdatering til version 10.2. I den aktuelle version er hardwareacceleration nemlig slået fra, og det betyder at telefonens processor håndterer videoafspilning. Ved at give denne opgave til telefonens grafikløsning, vil man i mange tilfælde kunne opnå langt flottere resultater end med en almindelig processor.
Når den mindre opdatering kommer, lover Adobe at man vil kunne afspille 720p HD-videoer fra YouTube uden hakker i valsen. Med Tegra 2-baserede enheder vil man formentlig også kunne afvikle video af højere opløsning, men det er endnu ikke bekræftet.