Her er prisen på de nye Xperia-modeller
Topmodellen Xperia Arc ender i butikkerne omkring uge 13, oplyste Sony Ericsson på pressemødet i går. Det bliver altså i perioden fra d. 28. marts til d. 1. april. Sony Ericsson lovede en lancering i første kvartal, da modellen blev præsenteret, så lad os håbe på at det bliver i marts. Prisen på Arc forventes at lande på 4.000 kroner uden abonnement.
Spillemobilen Xperia Play kommer ligeledes til at være tilgængelig omkring uge 13, og skulle altså således være i butikkerne inden for de næste par uger. Play forventes at koste op til 4.200 kroner uden abonnement, når den lander.
Den sidste model, der kommer i første omgang, er Neo, som dog kommer lidt senere end de andre modeller. Her skal vi formentlig hen i april måned, hvor prisen forventes at ende omkring 3.000 kroner.
Xperia Pro, som i princippet er en kopi af Neo med fuldt tastatur, kommer lidt senere end Neo og til en pris, der er et par hundrede kroner højere.