Så er den nye SiRFstar-GPS landet
For blot få år siden var SiRFstarIII en af de ting, man kiggede efter, når man skulle ud og finde en ny mobil med indbygget GPS. I mellemtiden er GPS næsten blevet standard i enhver lidt dyrere mobil, og oplysninger om GPS’en er sjældent noget, man ser skrevet ret mange steder. Men udviklingen mod bedre GPS’er foregår stadig i højeste gear.
Hurtigere og mere præcis
Det kan blandt andet ses på den helt nye SiRFstarIV, der skal løfte arven efter SiRFstarIII. Den nye model har den dobbelte søgekapacitet af forgængeren, hvilket betyder øget følsomhed, hurtigere opstartstid og bedre præcision.
Altid hurtig positionering
Den nye SiRFstarIV byder desuden på en ny funktion, der med minimalt strømforbrug holder den i gang, så den på ganske kort tid kan fange et GPS-signal. Dette skulle betyde, at man ikke behøver at slukke GPS’en helt for at spare energi, hvilket som regel betyder lang opstartstid næste gang den skal finde ens position.
SiRFstarIV skulle begynde at blive produceret i større mængder i oktober, så vi får formentlig de første modeller med den nye GPS at se engang til næste år.
Kilde: CSR