Skærmproducent vil lave mobiler
På trods af de hårde økonomiske tider klarer smartphone-markedet sig forrygende med stadigt voksende salg. Derfor er det intet under, at mange firmaer har valgt at begynde at producere smartphones, da alle naturligvis gerne vil have en bid af den voksende kage. Og nu kommer endnu et firma ud af busken, og vil være med.
Denne gang er det den californiske skærmproducent ViewSonic, der har meldt ud, at de vil gå ind på markedet for 3G-smartphones. Ifølge ViewSonics direktør James Chu er det en vigtig strategisk beslutning, da det gør det muligt for ViewSonic at levere deres skærmteknologi til et stort og hurtigt voksende verdensomspændende marked.
Der forlyder intet om, hvornår vi vil se de første mobiler fra ViewSonic i butikkerne.
Kilde: IntoMobile