Er Alcatel på vej ud af mobilmarkedet?
Alcatel var for en håndfuld år siden et velkendt mærke herhjemme, men der er vel næppe ret mange, der skænker dem en tanke i dag, når der skal købes nyt mobilgrej. Fusionen med Lucent i 2006 har tilsyneladende ikke hjulpet, og deres aktier har alene i år tabt ikke mindre end 66 procent i værdi. Oven i dette skal lægges, at aktierne i 2007 tabte 55 procent.
På grund af de dårlige resultater foreslår flere analytikere nu, at Alcatel-Lucent helt trækker sig tilbage fra mobilmarkedet, og i stedet fokuserer på fastnettet. Alle analytikere er dog ikke enige. Blandt andet kunne en tilbagetrækning fra mobilmarkedet også betyde, at de blev mindre attraktive for operatører at hyre til at stå for løsninger til fastnettet, da de ikke ville kunne give en fuld løsning på både mobil- og fastnet.
Alcatel-Lucent, der i øjeblikket er verdens tredjestørste producent af teleudstyr, vil afsløre deres strategiske planer for fremtiden den 12. december, hvor vi formentlig får meget mere at vide.