Nokia N79 og N85 lækket før annoncering

Klokken 10 i dag præsenterer Nokia nye modeller i N-serien. Men de er tilsyneladende allerede blevet lækket.

Nokia N79 og N85 lækket før annoncering

Så sent som i går skrev vi, at Nokia i dag vil præsentere nye modeller i N-serien. Allerede her før den officielle præsentation er informationer og noget, der ligner officielle billeder af to forskellige modeller, dog allerede blevet lækket.

Den første model er Nokia N85, der som den mest specielle ting skulle have en såkaldt AMOLED-skærm, der skulle give både et bedre billede og en bedre batteritid.

Den anden model er Nokia N79, hvis bagside kan ses på et af de lækkede billeder i en skrap grøn farve. Ifølge nogle af de lækkede informationer vil det dog være muligt hurtigt at skifte cover på modellen, så der nemt kan skiftes til en mindre iøjnefaldende farve.

Begge modeller skulle have et kamera på 5 megapixel, turbo-3G, indbygget GPS og et standard hovedtelefonstik på 3,5 mm. Resten af specifikationerne må vi dog lige vente et par timer endnu på at få.

(Kilde: Engadget Mobile)