Nyt Skype med forbedret videotelefoni
Nu er der mulighed for at hente den første betaversion af Skype 4.0 til Windows. Programmet har fået en helt ny brugerflade, hvor videosamtaler kan startes med ét enkelt klik – ligesom telefonopkald.
Skype viser nu videosamtalen i et stort vindue, så det er lettere at genkende modparten, og der kan udveksles tekstbeskeder parallelt gennem instant messaging i samme vindue.
Og så lover Skype, at programmet er blevet bedre til at genkende headsets, webcams og andet ekstraudstyr, som nu kan tilsluttes og fjernes igen mens Skype-klienten kører videre.
Desværre er tale om en eksperimentel, meget skrabet betaversion, hvor mange af de sædvanlige Skype-funktioner som viderestilling og gruppekald mangler. De kommer først i en senere betaversion.
Downloadpakken fylder 24 MB og kan hentes hos Skype.