Samsung X520: Samsung X520
Samsungs X520 er en flad og firkantet
telefon, men det er kun ved første
øjekast, man kan forveksle den med
en lighter (hvilket har inspireret os
til billedmontagen). Derimod får
designet den til at skille sig ud på en
måde, der er usædvanligt for mobiler
i denne prisklasse. Når man klapper
telefonen op, mødes man af et smagfuldt
udformet tastatur, der desuden
har store og tydelige taster. Ellers er
det en ret ordinær telefon.
Den fortjener dog et plus for at
være udrustet med FM-radio. Vanen
tro har Samsung sørget for, at telefonen
kommer med den ene underlige
lyd efter den anden, afhængigt af
hvad man gør. Det er sjovt første
gang, men man kan heldigvis slå det
fra. At kameraet er et VGA-kamera,
er der ikke noget underligt ved i denne
prisklasse, men man skal huske,
at billederne bliver alt andet end
fantastiske.