Bibob bryder monopolet
Telmore med Frank Rasmussen i spidsen skabte i sin tid en priskrig mellem mobilselskaberne herhjemme. Så smuttede Rasmussen til udlandet for at prøve lykken med samme koncept på et større marked – det engelske – men det var op af bakke, og succesen udeblev.
Rasmussens udlandsophold fik også konsekvenser herhjemme. TDC sad nu 100 procent på Telmore, og også en Telemore-konkurrent som CBB blev indlemmet i Sonofon. Det var med til at sikre våbenhvilen på mobilmarkedet. Flere kaldte dog våbenhvilen for monopolets genindførelse, og konsekvensen var da også, at minutprisen ikke rykkede sig markant de efterfølgende år.
Nu er Rasmussen så tilbage i Danmark med Bibob, og mobilkunderne vil sikkert hylde den tilbagevendende søn, mens konkurrenterne vil forbande ham langt væk. For med Frank Rasmussen i spidsen for Bibob spår teleanalytikeren Torben Rune, at en ny priskrig er under opsejling. Torben Rune vurderer således overfor gratisavisen Urban, at vi i løbet af de kommende år vil kunne tale i mobiltelefon til en minutpris på helt ned til 20 øre.
De fleste vil også nu kunne skifte til et billigere mobilselskab, hvis de skifter til Bibob, konkluderer Torben Rune i Urban. Og ifølge eb.dk’s undersøgelse på telepristjek.dk kan man spare op til 800 kroner om året i forhold til Telmore, CBB og Tele2, hvis man skifter til Bibob.
Som følge af Bibobs indtræden på den danske mobilscene er der også stor chance for, at den forkætrede opkaldsafgift må lade livet hos flere mobiloperatører. Bibob har helt droppet denne afgift, og konkurrenterne M1 og Unotel har nu gjort det samme. Opkaldsafgiften hos de fleste operatører er på 25 øre, mens enkelte afkræver 50 øre. Det lyder ikke af meget, men på årbasis tjener mobilselskaberne ifølge eb.dk sammenlagt 2,8 milliarder kroner på denne afgift. Forsvinder den indtægt, er det et tab, der vil kunne mærkes hos en række mobiloperatører.
Med nul øre i opkaldsafgift krydret med Bibobs enkle prisstruktur – en øre per sekund – kan konkurrenterne ikke undgå at reagere med noget tilsvarende, hvilket som nævnt både Unotel og M1 allerede har forsøgt på. Så venter vi bare på, at de store operatører følger med og at minutprisen enten falder, eller at flere operatører vælger at taksere per sekund.
Det mest interessante vil være, hvis operatørerne går over til at tilbyde flat rate-abonnementer på mobilsamtaler. Betal for eksempel 300 kroner om måneden, og tal alt det du vil. Når det sker, så er vi kommet langt i forhold til gennemskuelige priser.