LG’s nye kameramobil får trykfølsom skærm
Der florerer flere rygter – og mange er bekræftet – om spændende funktioner i LG’s kommende 5-megapixelmobil. Som vi tidligere har skrevet, så har den selvfølgelig et kamera på fem megapixel, og kameraet har autofokus og rigtig blitz.
Men den har også andre spændende funktioner: Skærmen er for eksempel trykfølsom, oplyser LG’s salgschef i Danmark, Allan Andersen, til Mobil:
– Når man har taget et billede, kan man skrive en tekst direkte på billedet på skærmen. Så kan billedet sendes med teksten. Det er unikt for de her skærme, forklarer han.
En anden interessant funktion er videofunktionen. Den optager i vga-kvalitet (640 x 480 pixel), og kan optage med 120 billeder per sekund – det kan ingen anden mobiltelefon i dag. U990 har også direkte opkobling til youtube.com:
– Med tre tryk på skærmen ligger optagelsen på Youtube, forklarer Allan Andersen.
Den interne hukommelse skulle ifølge flere medier være på 170 MB.
Svenske medier skrev i går, at LG’s kommende 5-megapixelmobil, U990 Viewty, skulle sættes til salg i Sverige til oktober. Dermed tydede meget på, at den også ville ramme det danske marked til oktober.
Allan Andersen afviser, at den kommer så hurtigt:
– Den kommer først sidst i november i hele Norden, forklarer han.
U990 Viewty lanceres officielt i Tyskland i næste uge.