Sony Ericsson W960 med 8 GB hukommelse
Menuerne i Walkman-afspilleren gør sig særskildt godt på den store skærm, som man trykker på. For at scrolle, trækker man simpelthen bare en finger ned over skærmen. Det fungerer godt nok ikke hver gang, vi forsøger, men det skyldes måske, at telefonen ikke er helt klar endnu. Det sker faktisk gang på gang, at telefonerne, der blev vist frem i Berlin, ikke helt fungerer, det er meningen. Men vi skal huske på, at de også har et halvt år endnu, inden de rammer butikkerne.
Musikken synkroniserer man via den nye version af Sony Ericssons musikprogram, og her er det også muligt at abonnere på podcasts.
Musikmenuen er inspireret af Sonys PSP med grå ikoner, som sejler hen over skærmen. Man vælger de enkelte ikoner ved at trykke på skærmen. Generelt er alt vældig animeret, og det kan godt få betydning for dens ydeevne – noget Sony Ericsson erfarede med P990. Forhåbentlig blev de dog en erfaring klogere, så det ikke sker igen.
Når man importerer musikken, sørger programmet for, at albumbilleder følger med. Programmet findes kun til PC, og ikke til Mac OS. I telefonen vises musikken direkte på startskærmen, og med et enkelt klik kommer man direkte ind til musikafspilleren med mulighed for at vælge blandt flere sange. Lige under skærmen er der taster til at styre musikken med.
Som telefon virker W960 rigtig smidig, og især det tynde format giver den et charmerende indtryk. Den føles ikke så business-agtig som forgængeren W950. Men den har stadigvæk alle de funktioner, man får med UIQ, så push e-mail, webbrowser og lignende er naturligvis med.
Det ydre er let glinsende og føles faktisk lidt piano-agtig. Sort, men med afrundede kanter. Hukommelsen er på 8 GB, altså dobbelt så meget sammenlignet med W950. Man kan også vælge musik, alt efter ens humør. Så man kan f.eks. vælge glad musik eller musik i hurtigt tempo, hvis man er ude at løbe en tur. Det er også værd at nævne, at der følger et trådløst headset med i kassen.