Første indtryk af Sony Ericsson P1

P1 er Sony Ericssons nyeste smartphone, som skal tage over efter P990 og M600. Men hvor er turbo-3G og GPS?

Første indtryk af Sony Ericsson P1

Sony Ericsson insisterer på, at man skal sammenligne deres kommende smartphone P1 med den nuværende topmodel P990. Det er dog også svært at komme uden om sammenligninger med den simplere M600. I hvert fald ligger det lige for at kalde P1 for den smartphone, som P990 skulle have været. Allerede da M600 kom frem, kunne man se, at Sony Ericsson forsøgte at gå nye veje med kommende generationer af smartphones, og dermed opgive designet fra P-serien. Og tak for det, siger jeg bare, for P990 er grimme end arvesynden selv, men funktionel er den da.

Brugerfladen i P1 er stort set den samme variant af UIQ 3.0, som bruges i M600, men lidt forbedret. P990 havde store problemer med software-fejl, og med P1 lader det til, at Sony Ericsson ikke gentager den fejl. I hvert fald virker P1 umiddelbart meget stabil, og en af grundene til det kan være, at der ikke er fundet plads til hverken turbo-3G eller GPS. Det gør den nok mere teknisk stabil, men mon ikke en potentiel køber eller to vil ærgre sig over det ude i butikken. Det gør vi i hvert fald. Men kan man se bort fra disse mangler, så virker P1 til at være en bund solid smartphone med mange gode funktioner.

Sammenlignet med M600 er der sket nogle ændringer i menuerne. En rigtig praktisk detalje er, at man i den såkaldte I dag-oversigt kan få et større antal genveje til programmer og filer, som man ofte bruger. Man kan simpelthen flerdoble antallet af ikoner ved at trykke på et triangel-symbol, som udvider menuen med flere genveje. Generelt er det let at bevæge sig gennem menuerne med scroll-hjulet.

Modellen har en god kombination af metal og gummi og ligger rigtig godt i hånden. QWERTY-tastaturet er af samme type som i M600 med to bogstaver på hver knap. Tasterne er holdt i noget gummilignende materiale. Desværre er der ikke fundet plads til dedikerede taster til æ, ø og å. I stedet for skal man trykke flere gange på a og o for at få de taster frem.

Den trykfølsomme skærm skulle være mere lysstærk og tydelig, selvom den rammes af kraftigt modlys.