Billeder af ny Walkman-mobil fra Sony Ericsson
Ifølge oplysningerne får telefonen betegnelsen W970. Der er tale om en drejemobil, som har en del tilfælles med W900, den første Walkman-mobil fra Sony Ericsson med 3G. Oplysninger om den nye model er mildest talt sparsomme, men det er ikke helt usandsynligt, at det her bliver den første Walkman-mobil med turbo-3G. Musik- og videotjenester er nemlig to af de områder, hvor man har størst nytte af de høje datahastigheder, som turbo-3G kan give.
Den nye model lader til at gå under navnet Adriana, og bedømt ud fra billederne lader den nye model til at være betydeligt tyndere end forgængeren W900. På det spanske forum, hvor billederne først dukkede op, tales der om, at den har en intern hukommelse på 512 MB – det forventes dog, at der bliver plads til et hukommelseskort.