M1 sænker prisen til 24 øre
Danmarks hurtigst voksende teleselskab, M1, tilbyder nu en minutpris på bare 24 øre. Derudover kan kunderne glæde sig over, at de kan ringe gratis til alle, der har et M1 abonnement, og med den nye PrisSkraber kan kunderne endda ringe til 0 øre/min. i de første 100 minutter pr. måned til andre mobil og fastnet-selskaber. Hele herligheden kræver kun, at kunden er tilmeldt TalePakken, som hver måned koster 79 kr.
– Vi har haft stor succes med at tilbyde vores kunder, at de kan ringe gratis indbyrdes. Nu er tiden kommet til, at vi sænker vores minutpris for opkald til øvrige mobilkunder til 24 øre, uden at vi hæver opkaldsafgiften, fortæller Mads Veiby, der er direktør i M1 – Danmarks hastigst voksende mobilselskab.
Kombinationen af gratis tale til M1-abonnenter, 100 frie månedlige minutter til øvrige abonnenter og den uhørt lave minutpris gør, at den månedlige udgift for de flestes vedkommende ikke vil komme meget over de 79 kr. Kunderne betaler dog opkaldsafgift for samtlige opkald.
M1 har oplevet en voldsom vækst i kundeskaren, der på godt et år er vokset fra 20.000 til omkring 55.000 kunder. PrisSkraberen er således et led i ambitionen om at tiltrække flere kunder via attraktive abonnementer.