Samsungs nye skærm ser dobbelt
Det bliver på CES i Las Vegas, at Samsung viser deres dobbeltsidet LCD skærm frem. Messen åbner officielt den 8. januar.
Den dobbeltsidede skærm vil kunne erstatte to skærme på for eksempel klaptelefoner. Dybden vil dermed også kunne blive reduceret. Her regner man med mere end en millimeter. Det lyder måske ikke af voldsomt meget. Men ser man på hvor tynde mange mobiler er i dag, så betyder en millimeter meget. LCD panelet er 2,6 millimeter tykt.
Andre dobbeltsidede skærme skal normalt have tilsvarende baggrundslys. Hvilket vil sige to sæt. Samsungs har kun en baggrundsbelysning. Dette er selvfølgelig også med til at gøre panelet lettere, enklere, og billigere at producere.
Opløsningen på skærmen er QVGA 240 x 320 pixels. Skærmstørrelsen er 2,22 tommer.
Vi vil formentlig se den nye type LCD i produkter inden sommeren i år.