Orange dækker hele landet nu
Og skal mobiltelefonen virke, skal den nødvendigvis være tæt på en radiosende- og modtagestation.
Derfor er det Orange’s store nytårstriumf, at man nåede en dækning på 92 pct. af Danmark. På ét år er man næsten kommet så vidt, som man lovede man ville nå på to år. Da Orange fik sin GSM 900 licens i januar 2001, lovede man at nå 96 % på to år. Så med 92% pct. på ét år er man langt foran løfter og planer. Resultatet er, at alle danskere nytårsnat kunne bruge deres Orange-mobil, hvis de ikke lige stod inde midt i de største skove eller på de mest øde strande.
250 såkaldte basestationer har Orange nået at rejse, siden man den 22. februar, 21 arbejdsdage efter Orange vandt GSM 900 licensen, satte den første af de nye basestationer op på Hjørringvej i Frederikshavn. Siden er der etableret 169 tilsvarende GSM 900 basestationer, samtidig med der er etableret omkring 80 basestationer i Orange’s GSM 1800 net.
– Teknik foregår som regel i det stille. Men i virkeligheden er det en energiudladning, som langt overgår den største nytårsraket, vores folk har præsteret, siger Erica Uhrskov, leder for netudrulningen hos Orange. Det er takket være deres strabadser på hustage, i skorstene og på master, at Orange i dag har et mobilnet af en meget høj kvalitet og dækkende stort set hele Danmark.
At Orange’s net udbredelsesmæssigt har nået den måske mest betydningsfulde milepæle i Orange’s historie betyder ikke, at man nu vil slappe af. Nytårsforsættet er, at der skal etableres endnu flere – 350 – basestationer i 2002.
– Ikke for at gøre dækningen bredere, det kan man dårligt i praksis. Men vi vil gøre kvaliteten endnu bedre. Således at vi også dækker inden døre i alle huse. Og så er der altid pletter, hvor geografiske forhold stiller helt særlige krav for at radiobølgerne når frem. De pletter skal helst udraderes. For det klare nytårsønske er, at Orange skal have landets bedste net, slutter Erica Uhrskov.