Pas på dine penge over mobil
Hvis man kun lige har penge til smør på brødet og en HT-busbillet, så er denne artikel ikke ret interessant. Men hvis man er hjemmevant i moderne kuponklipperi og aktiehandel, ja så er det grund til at læse videre.
Den nye webportal www.aktiealarm.dk tilbyder nemlig nu at holde øje med dine aktier. Man tilmelder sig simpelthen en SMS-service, der advarer om kursfald eller stigninger på de aktier, som er interessante for ens privatøkonomi, skriver Jyllands-Posten.
Prisen er én eller tre kroner pr. besked. Den laveste pris får man, hvis man opretter en konto hos aktiealarm.dk. Hvis man ikke gør det, må man slippe den høje pris på tre kroner. Det er i øvrigt gratis for alle brugere at få de samme informationer som en e-mail. Og i en introduktionsperiode kan nye medlemmer få gratis SMS via websiden.
Fordelen ved at få en aktiealarm via SMS er, at man kan reagere hurtigt på kursændringer. Hurtigere, end hvis man skal hjem til en computer og læse sine mails eller checke fondsbørsens seneste tal.
Ifølge avisen så håber folkene bag aktiealarm.dk at få op mod 10.000 kunder i Danmark. For tiden melder 200 nye kunder sig til hver uge.