Samsung søger patent på ny styremetode på gennemsigtig mobil
I en ny patentansøgning i USA beskriver Samsung en teknik, som gør det muligt enten separat eller på samme tid at styre en telefon med gennemsigtig skærm på for- og bagsiden.
Det er Patent Bolt, der har publiceret patentbillederne.
Ud fra billederne og patentbeskrivelserne skulle man altså kunne zoome ind og ud via kontroller på bagsiden af telefonen og samtidig fortsætte med at se hele fronten af telefonen. Lidt forenkelt rører man på bagsiden for at få det frem, som man vil se på forsiden.
Så slipper man for fedtede fingre på skærmen.
Et andet aspekt ved patentet handler om telefonens oplåsningsmetode. Ved at kombinere tast og tryk på for- og bagsiden kan man få mange flere kodekombinationer end man kan nu.
Med LG G2 viste LG, hvordan man kan bruge bagsiden til at placere taster til volumen og tænd/sluk-tasten, det var dog ingen ubetinget vellykket manøvre.
Det bliver spændende at se, hvordan Samsung har tænkt sig at føre deres alternative styringsmetoder ud i livet, og hvordan det virker. Hvis det da overhovedet bliver til noget.