Rygte: Samsung kommer med flere Galaxy-modeller i morgen

Vi ved allerede, at Galaxy S3 bliver præsenteret i morgen, men et nyt rygte går på at Samsung har mere gemt i ærmet.

Rygte: Samsung kommer med flere Galaxy-modeller i morgen

Hjemmesiden sammobile.com modtog i går flere billeder af den kommende Galaxy S3. Det er svært at sige om billederne viser en prototype eller det endelige design, men på et af billederne kan man læse, at telefonen har Android 4.0.4, som først blev tilgængelig for ganske kort tid siden. Dermed kunne det altså godt tyde på at i hvert fald softwaren er ved at være endelig version.

Sammen med billederne fik hjemmesiden også enkelte oplysninger om modellen, herunder at den får et 12-megapixel kamera. Det meste interessante er dog, at deres kilde angiveligt har afsløret at Samsung vil fremvise mere en én telefon. Galaxy S3 forventes at hedde GT-I9300, men også en GT-I9800 skulle være på trapperne.

Der er naturligvis kun tale om rygter, så tag oplysningerne med et gran salt. Intet er sikkert før Samsung selv har præsenteret det.

Samsungs pressemøde løber som bekendt af staben i morgen aften kl. 20.00 dansk tid, og Mobil.nu er naturligvis på pletten i London. Det skal blive spændende, at se om Samsung præsenterer mere end én model ved eventet.